Offentlig fond bag skrottet CBS-rapport vil have pengene tilbage

Promilleafgiftsfonden vil have 400.000 støttekroner tilbage, fordi rapporten ikke bliver offentliggjort.

Sagen om den omstridte rapport fra Copenhagen Business School, CBS, om landbrugets forhold får nu et efterspil. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Promilleafgiftsfonden, der hører under Natur- og Erhvervsstyrelsen, betalte for en rapport om landbrugets forhold.

Men i december valgte Copenhagen Business School, CBS, at droppe rapporten, efter at den blev kritiseret for ikke at være uafhængig og uvildig.

Derfor vil den offentlige fond nu have 400.000 kroner tilbage.

Fondens formand Michael Brockenhuus-Schack siger, at fonden har pligt til at sikre, at de penge, som fonden deler ud, bliver brugt til det, der er søgt om.

- Sker det ikke, skal vi sikre, at pengene kommer tilbage til fonden, siger han i en pressemeddelelse.

Rapporten blev droppet, efter at DR havde afdækket, hvordan der var kopieret data fra organisationen Bæredygtigt Landbrug ind i rapporten uden kildeangivelse.

Yderligere blev data, som går imod organisationens ønsker, nedtonet.

Fonden har samlet bevilliget 1,5 millioner kroner til projektet, men vil kun kræve de 400.000 kroner, der er brugt til selve udarbejdelsen af rapporten på CBS, tilbage.

Resten af pengene er blevet anvendt til det, de er ansøgt til, vurderer fonden. Det drejer sig blandt andet om dataindsamling som Bæredygtigt Landbrug nu skal offentliggøre på deres hjemmeside.

Et såkaldt praksisudvalg på CBS er lige nu i gang med at undersøge om reglerne for god forskningsskik er overholdt. Arbejdet ventes færdigt i løbet af foråret.