Offentligt ansatte svines til

Fagforeninger og meningsmålinger er enige: Danskerne taler grimmere og grimmere til offentligt ansatte

Dennis Kristensen, formand for FOA, er bekymret over, at offentligt ansatte i stigende grad svines til.

Et flertal af danskerne mener, at måden, der bliver talt til offentligt ansatte på, er blevet grovere i løbet af de seneste år. Det skriver Jyllands-Posten.

58 procent af danskerne mener, at tonen er blevet skærpet, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for avisen.

Danskerne er dermed på linje med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der i sin nytårstale sagde, at det både er "fra borgere, i medier og på nettet", at tonen over for offentligt ansatte er blevet "mere hård de senere år".

FOA: Respekten er blevet mindre

En rundringning viser, at et bredt udsnit af fagforeninger for offentligt ansatte deler den holdning.

- Respekten for de offentligt ansatte er kraftigt devalueret de seneste år, så nu bliver de talt til med store bogstaver, siger Dennis Kristensen, formand for FOA, til Jyllands-Posten.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, tilføjer, at tolerancetærsklen er høj, når man arbejder med folk i svære livssituationer.

- Men der er altså grænser for, hvor mange gange man kan klare at blive kaldt "dumme svin" og "hesteluder", siger hun til Jyllands-Posten.

Flere eksperter, som avisen har talt med, erklærer sig enige i, at omgangstonen over for offentligt ansatte er blevet hårdere.