Offer for hævnporno: Facebooks tiltag er en dråbe i havet

Der er mange andre muligheder for at sprede hævnporno på Facebook, lyder kritikken.

Facebook er klar med nye værktøjer, der skal gøre det sværere at dele hævnporno. (Foto: LOIC VENANCE © Scanpix)

Ordet ”hævnporno” var ikke en del af de fleste danskeres ordforråd for få år siden. På Den Danske Ordbogs hjemmeside fremgår det, at ordet er kendt siden 2011.

Men siden da er det gået stærkt, og googler man ordet i dag. kommer der omtrent 112.000 resultater.

Med digitale værktøjer og sociale medier har problemet bidt sig fast i Danmark – og i resten af verdenen. Især verdens største sociale medie, Facebook, er blevet brugt som platform til at dele de intime billeder mod ofrenes vilje.

Derfor går Zuckerberg og co. nu ind i kampen med et nyt værktøj, der skal gøre det lettere at anmelde og få fjernet billederne.

Spørger man det tidligere offer for hævnporno ”Laura”, så er tiltaget positivt.

- Jeg synes, det er godt, at der er et eller andet værktøj til at forhindre, at det sker. Og jeg synes, at det er positivt, at man nu gør, at det kan fjernes hurtigt, siger hun.

Facebooks tiltag kommer for sent

Lauras egen oplevelse med hævnporno ligger et par år tilbage i tiden. De intime billeder blev sendt til hendes daværende kæreste, og pludselig var de ikke længere private.

Ifølge Laura bliver billederne ofte delt i hemmelige grupper, som kun en lille gruppe har adgang til, og derfor er det altså svært at anmelde billedet den første gang, som det kræver, før det havner på Facebook-repræsentanternes radar. Derfor er Laura heller ikke overbevist om, at Facebook-tiltaget er nok.

- Det er en dråbe i havet. Der er så mange andre måder, det kan blive delt på, og det er meget usædvanligt, at man slår billederne offentligt op, siger hun.

Med det nye værktøj omfatter kontrollen også messenger-systemet, der bruges til at sende private beskeder. Men det er heller ikke nok, hvis man spørger Laura. For dem, der deler billederne, gør det ofte via links til mapper i for eksempel dropbox.

Derfor skal der endnu mere til fra Facebooks side.

- Det skal være meget lettere at få lukket hemmelige grupper ned. Man skal tit være ret mange om at anmelde dem, før der sker noget. Samtidig kan man have alle mulige hemmelige grupper, og dem bør Facebook måske holde mere øje med, siger Laura.

Ud over at der stadig mangler redskaber i Facebooks nye værktøjskasse, så er mediegiganten også for sent på den, lyder kritikken fra Laura.

- Det er jo virkelig eksploderet i løbet af de sidste to år. Mange har klaget til Facebook og sagsøgt dem, og der har været givet udtryk for behovet i meget lang tid. Facebook kan så mange andre ting og genkende så mange andre ting, de kan blokere, så jeg vil tro, at det kan gøres hurtigere, siger Laura.

Lauras er et dæknavn, men hendes identitet er bekendt af redaktionen.