Officerers formand afviser udlevering af irakere

Officerernes formand afviser, at danske soldater har udleveret irakere, selvom dokumenter viser det modsatte.

Arkivfoto: Politiken har fået aktindsigt i dokumenter, der viser, at danske officerer i Irak imod ordre fra Forsvarsministeriet udleverede fanger til de irakiske myndigheder. (© DR)

- Ingen danske officerer har med fuldt overlæg udleveret irakiske tilbageholdte til en sikker dødsstraf. Men er der den mindste tvivl, så bør det undersøges.

Sådan siger Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Danske Officerer i Danmark, ifølge Ritzau.

Udmeldingen kommer, efter at dokumenter, som Politiken har fået aktindsigt i, har vist, at danske officerer i Irak imod ordre fra Forsvarsministeriet udleverede fanger til de irakiske myndigheder. Det er nogle af de helt centrale dokumenter, som den nu nedlagte Irak- og Afghanistankommission skulle have behandlet.

Udlevering af irakere

Det skal ifølge Politiken også være sket i tilfælde, hvor fangerne risikerede dødsstraf - og dermed i direkte modstrid med en klar ordre fra Forsvarsministeriet.

Aktindsigten viser, at over 260 fanger blev udleveret til irakisk politi, der på det tidspunkt var domineret af shiamilitser og kendt for mishandling, tortur og drab på især sunnifanger.

12 af de udleverede fanger blev udleveret på et tidspunkt, hvor Danmark slet ikke måtte aflevere tilbageholdte fanger videre til det irakiske politi, der på det tidspunkt i august 2004 havde indført dødsstraf.

Ville være stillet for domstol

- Hvis ikke man har et billede af, at de danske soldater har gjort præcis det, som de skal, og der kan være tvivl om, hvorvidt de har begået noget ulovligt, så skal det undersøges, siger Niels Tønning til Ritzau.

Han er dog selv overbevist om, at Forsvaret allerede ville have været bekendt med sådanne sager.

- Jeg er helt sikker på, at hvis det er sket, og hvis det var strafbare forhold, så ville auditørerne have undersøgt det, og de danske officerer ville være blevet blevet stillet for en domstol, fastslår Tønning og tilføjer, at ingen sigtelser er rejst mod nogen af hans medlemmer.

Niels Tønning mener, at en eventuelt undersøgelse bør foretages af Forsvarets Auditørkorps, der er militærets uafhængige efterforsknings- og anklagemyndighed.

- Jeg har ikke behov for, at en eller anden kommission begynder at kloge sig i militære forhold. Jeg ved med sikkerhed, at Forsvaret HAR undersøgt alle forhold omkring de her tilbageholdelser.

Oppositionen vil have kommission tilbage

De nye oplysninger om udleverede fanger får dog oppositionen til at kræve, at den nedlagte Irak- og Afghanistankommission skal genåbnes.

- Det er rystende stort tal. Der er da virkelig grund til at få afklaret, hvordan de her beslutninger er truffet hos dem, der har ansvaret. Om det var dernede eller i Danmark – og hvor i Danmark?, siger SF’s tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen til Politiken.

Han vil forfølge sagen med spørgsmål og samråd med ministre efter Folketingets sommerpause.

Også de Radikales Martin Lidegaard synes, at det er forkert at lukke kommissionen, mens Enhedslistenslistens Søren Søndergaard kalder det kriminelt, hvis Danmark har udleveret fanger til irakerne. Og også Socialdemokratiets Henrik Damm Kristensen synes, at kommissionen skulle have lov at færdiggøre arbejdet.

Venstres politiske ordfører Jakob Elleman-Jensen afviser dog, at kommissionen skal åbnes igen. Forsvarsminister Carl Holst har ikke udtalt sig om sagen.

- Jeg mener egentlig, at det her et område, som er undersøgt til bunds, og man har lært af de erfaringer, man har gjort sig undervejs, siger Jakob Ellemann-Jensen til Politiken.

Facebook
Twitter