Ofrene i Field's-skyderi blev mindet under højtidelighed: Se de vigtigste øjeblikke her

To dage efter skyderiet i Field's, hvor tre personer blev dræbt, var storcentret centrum for mindehøjtidelighed.

Mange danskere var samlet omkring Field's, hvor der tirsdag aften blev holdt mindehøjtidelighed. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Flere tusind mennesker havde tirsdag aften taget turen ud til storcentret Field's på Amager, som for blot to dage siden blev ramt af et skyderi.

Sammen med blandt andre kronprins Frederik, prins Christian, statsminister Mette Frederiksen (S) og Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), mindedes de ofrene for skyderiet søndag sen eftermiddag.

Desuden havde koret Ungklang og sangeren Andreas Odbjerg valgt at optræde til mindehøjtideligheden.

Under skyderiet blev flere ramt af skud. En 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand blev dræbt, mens fire andre personer blev ramt af skud og alvorligt såret. De er dog alle uden for livsfare, oplyste Region Hovedstaden tidligere i dag.

Den formodede gerningsmand, en 22-årig mand, blev kort tid efter anholdt uden for storcentret. Han er nu varetægtsfængslet i en lukket retspsykiatrisk afdeling.

Du kan se hele mindehøjtidelighedenDRTV. Ellers kan du se nogle af de største øjeblikke i overblikket her.

Overborgmester: I aften mindes vi

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) under mindehøjtideligheden. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Aftenen begyndte med en velkomst, som Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), stod bag.

- I aften, der mødes vi for at mindes. I aften, der mærker vi sorgen. I aften, der mærker vi kærligheden, lød det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Du kan se hendes første tale her.

Mette Frederiksen: At stå sammen er det stærkeste løfte

Mette Frederiksen fortalte blandt andet, at vi delte de pårørendes smerte. (© DR)

Bagefter gik statsminister Mette Frederiksen (S) på scenen.

Hun fortalte, at skyderiet ramte, da sommerglæden og de lyse nætter havde ramt Danmark. Mens folke hyggede sig på Roskilde Festival, mens Tour de France stod på, og mens unge var taget i Field's, inden de skulle til Harry Styles-koncert, og familier var samlet for at spise i storcentrets restauranter.

I talen kaldte hun skyderierne for meningsløse og grusomme, og at tragedien har efterladt os med sorg.

- Når vi står her skulder ved skulder. Ansigt til ansigt, så lad os vise det, vi har sammen, og at det vi har sammen er langt større end søndagens blinde og ondskabsfulde aggression. At kærlighed altid vil være stærkere end volden. At vi hjælper hinanden i vores land, og at vi står sammen. Midt i denne ufattelige smerte så er det det stærkeste løfte, vi kan give hinanden, sagde hun.

Du kan se en bid af statsministerens tale her:

Overborgmester: Vi vil ikke finde os i det

Sophie Hæstorp understregede, at hun ikke ville acceptere amerikanske tilstande i Danmark. (© DR)

Efter statsministerens tale gik Sophie Hæstorp Andersen igen på scenen. Her sagde hun, at søndagens begivenhed havde gjort rigtig mange københavnere berørt, og at mange havde tænkt, at det lige så godt kunne have været deres børn, der var i Field’s i søndags.

- Børn og unge skal ikke dø. De skal være udødelige, sagde hun.

Samtidig opfordrede hun københavnerne til at rykke sammen, og at vi skulle give hinanden et kram eller klem og vise, at vi insisterer på retten til at have et åbent samfund uden frygt.

- Vi vil fandeme ikke – undskyld jeg bander – ikke finde os i, at der bliver skudt i vores gader, sagde hun.

Desuden opfordrede hun til at vi i fremtiden skal forhindre lignende episoder.

- Vi skal turde stille de svære spørgsmål, sagde hun blandt andet.

- Kunne vi have gjort mere? Kunne vi have gjort noget tidligere? Kunne vi have gjort noget anderledes? Vi skal tænke og blive klogere, lød det blandt andet fra overborgmesteren.

Du kan se en bid fra hendes tale her:

Et minuts stilhed

De fremmødte foran Field's holdt et minuts stilhed. (© DR)

Efter Sophie Hæstorp Andersens tale bad hun de fremmødte om at holde et minuts stilhed for at minde ofrene.

Kronprinsen Frederik: Et tegn på at vi står sammen

Kronprins Frederik og prins Christian deltog i mindehøjtidelighed for ofrene ved skyderiet i Field's tirsdag. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Efter mindehøjtideligheden var overstået, lykkedes det at fange kronprins Frederik og prins Christian.

Prins Christian fortalte, at det var en flot mindehøjtidelighed, og at han havde mange følelser for de familier, det var gået ud over.

Desuden fortalte kronprinsen, at det var meget rørende og bevægende.

- Det er igen et tegn på, at vi står sammen her i den her svære tid, sagde kronprinsen.

Se her interviewet med kronprinsen og prinsen:

Du kan se hele mindehøjtideligheden, sangernes optrædener og alle talerne på DRTV.