Da Sri Lanka påskesøndag blev ramt af otte eksplosioner mistede 359 mennesker livet - blandt de mange dræbte er tre danske børn - og 450 blev såret.
Her til aften blev ofrene mindet med et minuts stilhed, musik og taler på Kongens Nytorv i København.
De mange fremmødte stod med fakler og bannnere med skriften 'Terror never win' (terroren vinder aldrig red.) og flere var tydeligt berørte, da der blev holdt et minuts stilhed for ofrene.
Her kan du se et sammeklip fra mindehøjtideligheden:
Sender tanker til de danske ofre
Blandt talerne var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som sendte sine tanker til de mange ofre og den danske familie, som mistede tre børn under terrorangrebet.
- Tre søskende på ferie med deres forældre. Med livet foran sig. Det er ubærligt. (...) Jeg har ikke ord for, hvad familien må gennemgå nu. Det værste mareridt en familie kan opleve, lød det fra statsministeren, som også sendte en masse tanker til de mange srilankanske ofre og pårørende.
Statsministeren understregede, det var vigtigt at stå sammen og "aldrig, aldrig, aldrig" lade terroristernes vinde med deres mørke og had.
- Angrebene rammer os alle med forfærdelse. Vi spørger os selv, hvad vil terroristerne opnå? Og svaret er ligeså enkelt, som det er skræmmende. Svaret er frygt. Fordi frygt avler vrede. Og vrede avler had. Og had avler mørke.
- Vi skal stå sammen og tænde lys, både i overført betydning og i bogstaveligste forstand, sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede, at vi skal leve som frie mennesker.
Justitsministeren: 'Det er aldeles meningsløst'
Flere politikere var mødt op på Kongens Nytorv. Blandt andre justistminister Søren Pape Poulsen (K), som også sendte sine tanker til de tre danske børn, som blev dræbt under angrebene i Sri Lanka.
- Man får et sug i maven. Det er helt uvirkeligt. Når en dansk familie er indblandet, kommer det meget tæt på, sagde justitsministeren.
Søren Pape Poulsen (K) tilføjede, at det er vigtigt, at det aldrig bliver normalen, at der sker terror rundt om i verden.
- Vi skal passe på. Vi må aldrig vænne os til det her. Det er en meget voldsom hændelse.
- Det er helt og aldeles meningsløst. Men hvis vi står sammen, kan vi måske være med til at gøre en forskel, sagde han.
På aftenens program var også Peter Grøndahl, generalkonsul for Sri Lanka, han opfordrede danskerne fortsat at rejse til Sri Lanka på ferie og købe te og kanel fra landet.
- Det er en måde at se fremad og hjælpe Sri Lanka, sagde han.
Se hele statsministerens tale her: