Oliefyr bliver ikke skrottet hurtigt nok: Det sviner, lugter og støjer

Danskerne dropper ikke oliefyr efter planen. Nu vil flere partier forbyde nye.

Annette Kokkendorff fra Samsø fik for nylig sit oliefyr skrottet, men det går ikke helt hurtigt nok i hele landet, hvis planen om ikke at fyre med olie i 2030 skal nås. (Foto: John Abramsson)

Det går ikke helt efter den grønne køreplan.

Danskerne skal udlede mindre CO2 for at bremse den globale opvarmning.

Men omkring 70.000 huse fik sidste år stadig varmen fra oliefyr, viser tal fra Drivkraft Danmark, som er brancheorganisation for virksomheder, der sælger fyringsolie.

Selv om det går fremad, og 25 oliefyr blev sendt på pension om dagen i 2018, er tempoet ikke højt nok.

Det politiske mål på Christiansborg har i flere år været, at olie ikke skal bruges til opvarmning i 2030.

Men Energistyrelsen forudser, at målsætningen ikke holder: Olie vil stadig stå for omkring et par procent af al energi til opvarmning til den tid.

Det betyder, at der stadig vil være 10-20.000 husstande, der fyrer med olie i 2030, vurderer Poul Erik Morthorst, der er professor på DTU og medlem af Klimarådet.

Han ser gerne, at alle oliefyr bliver udfaset, for at bruge olie til opvarmning er noget af det værste i forhold til udledning af CO2.

- Når vi tænker på klimaet, kan det ikke gå for hurtigt, siger professoren.

Selvom tallene tyder på, at Danmark ikke når helt i mål med at droppe oliefyr, glæder Poul Erik Morthorst sig over, at der trods alt er taget store skridt i den rigtige retning. Oliefyr vil belaste klimaet begrænset med CO2 i 2030.

- Vi har gjort det ganske godt. Brugen af oliefyr bliver lige så stille faset ud, siger Poul Erik Morthorst.

Det Økologiske Råd ærgrer sig dog over, at målet ikke nås.

- Det går klart for langsomt med at udfase oliefyr. Der skal speedes op, siger Claus Ekman, der er direktør for det Økologiske Råd.

Han mener, at det er forholdsvist let og billigt at slippe af med oliefyrene.

Får Danmark ikke stoppet brugen af oliefyr i 2030, skal der skæres endnu mere ned på CO2 andre steder som på landbruget og transporten, hvor det er dyrt.

Annette betalte 100.000 kroner for at skrotte fyret

Når husejere tøver med at sige farvel til oliefyret, kan det ifølge Klimarådet skyldes prisen.

Da Annette Kokkendorff fra Samsø forleden fik skiftet sit oliefyr ud med en miljøvenlig varmepumpe, betalte hun over 100.000 kroner.

- Der går nogle år, før investeringen er tjent ind. Jeg tror ikke, at jeg når at få økonomisk gevinst af det, siger pensionisten.

Anette Kokkendorff vil dog spare mange tusind kroner hvert år, fordi oliefyret er dyrere i drift end varmepumpen, men økonomien er ikke årsagen til, at hun har skrottet oliefyret.

- Det sviner, lugter og støjer, og oliefyret er ikke godt for klimaet, siger Annette Kokkendorff.

Politikerne vil forbyde nye oliefyr

På Christiansborg vil SF og Radikale gerne helt forbyde nye oliefyr inden for få måneder.

- Vi skal have sat stop for de oliefyr nu. Vi kan ikke sige, at vi bare kan gøre som hidtil med oliefyr. Det har klimaet ikke tid til, siger Ida Auken, der er klima- og miljøordfører for de Radikale.

Partiet vil ud over et forbud gerne bruge flere penge på at skrotte oliefyr og erstatte dem med varmepumper. Det samme ønsker SF.

- Vi skal gøre tilbuddet om at få en varmepumpe bedre. Tilskuddet til varmepumper er for lavt, mener energiordfører Signe Munk (SF), som også mener, at det skal være lettere at leje og lease en varmepumpe.

Det er en løsning, som betyder, at folk ikke behøver at betale 100.000 kroner selv for at installere en varmepumpe, men i stedet kan leje den.

Enhedslisten og Alternativet presser også på for et forbud mod oliefyr.

Det er ikke lykkedes DR at få en kommentar fra klima- og energiminister Dan Jørgensen (S).

Sådan gjorde vi:

  • Energistyrelsen opgør i deres årlige energistatistik, hvor meget af opvarmningen i husstandene, som kommer fra olie. (klimakorrigeret forbrug)

  • I 2030 forventer Energistyrelsen, at olie udgør under to procent af alt energi til opvarmning.

  • DR har efterfølgende fået hjælp af Energistyrelsen til at udregne, hvor mange ton CO2, der bliver udledt frem mod 2030 på grund af oliefyr. Professor Poul Erik Morsthorst fra DTU har også hjulpet med beregningerne.

  • Metoden er at se på, hvor meget CO2 der udledes fra gas/dieselolie til opvarmning. Når der for eksempel bruges 1 GJ (gigajoule) gas/dieselolie, svarer det til, at der bliver udledt 74 kilo CO2.

  • DR har derefter ganget energiforbruget for gas/dieselolie med de pågældende tal for CO2-indhold for at finde frem til udledningen af CO2.

  • Energistyrelsen regner i deres fremskrivning med, at olieforbruget til opvarmning hvert år vil dale med 9,3 procent frem til 2030. DR har efterfølgende trukket 9,3 procent fra olieforbruget år for år frem til 2030 for at se, hvor meget CO2 udledning oliefyrene står for til den tid, hvis Energistyrelsens forudsigelser holder stik.