Om otte år skal vi 'flyve grønt' i Danmark - men er det realistisk?

Teknologierne kender vi, men de er ikke færdigudviklede, lyder det fra professor på DTU.

Det skal være muligt at tilvælge en grøn indenrigsflyvning fra 2025, sagde statsminister Mette Frederiksen i går i sin nytårstale. Fotoet er et arkivfoto og taget i forbindelse med statsministerens besøg til Grønland i 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Når du sætter dig i et fly fra Aalborg til København i 2030, vil du komme til at flyve helt grønt.

I hvert fald hvis det står til statsminister Mette Frederiksen (S).

For under sin nytårstale i går nævnte hun flere ting på den politiske to-do-liste, som skal gøres for at sikre den grønne omstilling.

Udover man i det nye år vil "træffe beslutninger om en ny og ambitiøs afgiftCO2", var det særligt flytrafikken, som statsministeren rettede opmærksomheden imod.

- Vi skal gøre det grønt at flyve. Derfor vil regeringen sætte en ambitiøst mål. Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute, og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark, lød det fra statsministerens nytårstale.

- Bliver det svært, ja. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg, fortsatte hun.

De grønne flyveture kan ske ved at fylde brændstof på flyene, som er produceret ved at tage grøn energi fra eksempelvis vindmøller og bruge det til at udvinde brint fra vand, som sammen med CO2, kan blive omdannet til grønt brændstof. En proces, som også er kendt som power-to-X.

Og det er en realistisk plan, mener Henrik Wenzel, der er professor i grøn omstilling ved Syddansk Universitet.

- Teknologien findes, økonomien er overkommelig, flysektoren og branchen vil det, kunderne vil gerne betale. Så det er meget realistisk, lyder hans vurdering.

- I virkeligheden er det nok realistisk at flyve grønt i 2025, hvis man går i gang nu.

Meldingen er dog noget mere afdæmpet hos Jacob Østergaard, som er professor ved DTU og netop har forsket i power-to-x, som er den grundteknologi, der skal bruges for at lave det grønne flybrændstof.

- Det er meget vigtigt at få taget hul på den grønne omstilling af flytrafikken, men det er også en meget ambitiøs tidsplan.

- Udfordringen er, at teknologierne kender vi, men de er ikke færdigudviklede og opskalerede, så der er behov for at sætte mere skub på en teknologiudvikling, før brændstoffet kan blive produceret, siger Jacob Østergaard.

Ekspert: Flybrændstof er det mest vanskelige at lave

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at komme i gang med at lave flybrændstof med hjælp fra sol- og vindkraft, lyder det fra Henrik Wenzel.

- Det er det grønneste, vi kan forestille os, så det er vejen frem og en super god nyhed, at man har erkendt det hele vejen fra top til bund.

Power-to-X-teknologien bruger man eksempelvis også til at udvikle grønt skibsbrændstof, men når det kommer til grønt flybrændstof, så er det noget af det mest avancerede, fortæller Jacob Østergaard.

- Flybrændstof er det mest vanskelige at lave, siger han.

- Hvis man har en stor robust skibsmotor på et containerskib, kan man fyre tyk olie af ret dårligt kvalitet på som brændsel, og den vil alligevel fungere. Men en avanceret jetmotor på et fly skal have meget fint og raffineret brændstof, før det virker.

Han er ikke bekendt med, at der indtil videre har været fly, som er lettet på udelukkende grønt brændstof skabt med power-to-X-løsningen, men har kendskab til et fly, der er lettet, og hvor det har været opblandet i det normale brændstof.

Flere former for bæredygtige brændstofvarianter afprøves dog ude i verden, og i slutningen af 2021 lettede et passagerfly fra United Airlines, som var baseret på 100 procent ren biobrændsel.

Det er blæst og vindmøller, der kan være med til at lave det brændstof, som skal gøre, at vi kan flyve grønt i Danmark fra 2025. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

'Nu skal vi leve op til det, vi har sagt'

Udmeldingen fra statsministeren i går er 'superpositiv', hvis man spørger Tejs Laustsen Jensen, der er direktør for Brintbranchen, som organiserer en række energiproducenter, der kan stå for at levere brændsel til de grønne fly.

- Nu skal vi i gang med at leve op til de ting, vi har gået og sagt, at vi kunne, hvis de rigtige politiske rammer kom.

2025 er ikke langt ude i horisonten, men han tror på, det kan lade sig gøre, hvis man går i gang nu.

Næste skridt er da også at finde ud af, hvordan det præcis skal gøres, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

- Hvad er det for udfordringer, vi kommer til at møde? Hvordan sikrer vi, at vi får produktionen og grønne brændsler i en skala og til en pris, så det kan lade sig gøre.

Rejser du jævnligt fra den ene ende af Danmark til den anden, skal du nok være klar på, at det bliver dyrere at flyve i fremtiden, oplyser ministeren også.

Opdateret 15:32: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at et passagerfly fra United Airlines i 2021 lettede på en grøn brændstofvariant uden at være opblandet. Der var dog ikke tale om brændstof skabt ved hjælp af power-to-X.

FacebookTwitter