Ombudsmand: MRSA-smitte på svinefarme må ikke hemmeligholdes

Myndighederne skal oplyse, hvilke svinefarme der er smittet med den resistente svinebakterie MRSA.

(Foto: © DR, DR)

Den multiresistente svinebakterie MRSA har hidtil krævet fire danske dødsofre.

Alligevel har myndighederne i årevis fastholdt, at offentligheden ikke må få at vide, hvilke svinefarme, der har smitten. Begrundelsen har været, at oplysningerne er personfølsomme for landmændene.

Men nu sætter Folketingets Ombudsmand en stopper for hemmelighedskræmmeriet, fordi hensynet til befolkningen overstiger hensynet til landmændene.

Kan ikke undtages for aktindsigt

Ombudsmandens afgørelse kommer efter flere års juridisk tovtrækkeri. Men i dag slår han fast, at der ikke er tilstrækkelige argumenter for at hemmeligholde, hvilke svineproducenter der har smitten.

I en endelig redegørelse konkluderer Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen blandt andet, at oplysninger om udbredelsen af resistente bakterier på svinefarme "… ikke på det foreliggende grundlag kan undtages fra aktindsigt."

DR Nyheder og andre medier har ellers flere gange fået afslagaktindsigt i, hvilke farme der er smittet.

Og så sent som den 22. maj i år blev to journalister dømt for at bringe navnet på tolv landbrug, der havde MRSA-udbrud.

Vigtigt for at bekæmpe problemet

Det betyder formentlig, at den enkelte dansker i fremtiden kan få at vide, hvilke svinefarme der er smittet med MRSA, inden de for eksempel tager på bondegårdsbesøg.

Derudover kan det også lette arbejdet med at bekæmpe bakterien og komme problemet til livs.

- Det er en forudsætning for at standse eller begrænse spredningen af bakterien, at vi ved, hvor den er, og hvor den ikke er, sagde Hans Jørn Kolmos til DR Nyheder i sidste uge.

I Danmark screener Fødevarestyrelsen nogle få hundrede svinefarme, mens de norske myndigheder screener alle landets 1.150 sobesætninger og der er indført regler, der skal forhindre spredning.

Fødevarestyrelsen følger afgørelsen

Fødevarestyrelsen tager nu Ombudsmandens udtalelse til efterretning og genoptager behandlingen af de afviste sager.

- Vi følger selvfølgelig Ombudsmanden. Fremadrettet vil vi give aktinsigt i de besætninger, som har MRSA, siger Per Henriksen, der er veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen.