Omsorgssvigt på botilbud for handicappede

En tilsynsrapport fra et botilbud i København for 35 handicappede har afsløret decideret omsorgssvigt. Socialborgmester Mikkel Warming har sat stedet under administration.

Socialborgmester i København, Mikkel Warming, siger, at det først og fremmest gælder om at sikre sig, at alle beboere får den rette pleje. (© DR)

Socialforvaltningen i Københavns Kommune overtager ledelsen af det selvejende botilbud Vibegården i Nordvestkvarteret.

Det sker efter en bekymrende tilsynsrapport og flere henvendelser til socialborgmesteren fra ansatte og pårørende til de 35 handicappede beboere på stedet, oplyser Københavns Kommune.

- Vibegården har sagt farvel til den hidtidige ledelse. Plejen af beboerne er slået så meget fejl, at der i nogle tilfælde direkte er tale om omsorgssvigt. Det er så uacceptabelt, at kommunen øjeblikkeligt overtager ledelsen på Vibegården, lyder det fra socialborgmester Mikkel Warming (EL).

Indlagt på grund af væskemangel

En foreløbig gennemgang af forholdene på Vibegården afslører, at medicinhåndteringen nogle steder er uforsvarlig. At der ikke findes pædagogiske eller sundhedsfaglige handleplaner for alle beboerne, og at flere er blevet indlagt på grund af væskemangel. Derudover er det uvist, hvem der er ansat til hvad på Vibegården.

- Der ligger et stort oprydningsarbejde forude. Første prioritet er at få gennemgået beboerne og sikret os, at de får den pleje, som de har krav på, siger Mikkel Warming.

Der er derfor indsat en akutsygeplejerske og aftalt med beboernes praktiserende læger, at de i denne uge skal på besøg på Vibegården.

Facebook
Twitter