Omstridt forfatter skal forklare sig over for Gyldendal

Der er sået tvivl om Karina Pedersens troværdighed som forfatter, og nu kræver hendes forlag en forklaring.

Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" udkom i slutningen af august. Efter voldsom kritik vil forlaget Gyldendal nu have en forklaring fra forfatteren. (Foto: PR-foto: Niels Hougaard HOUGAARD © Scanpix)

Forfatter og samfundsdebattør Karina Pedersen er kritiseret for at komme med usandheder i sin bog "Helt ude i hampen", som udkom i slutningen af august på forlaget Gyldendal.

Nu kræver forlaget en redegørelse fra den omstridte forfatter, oplyser Johannes Riis, litterær direktør hos Gyldendal. Han vil ikke udtale sig, før redegørelsen er klar.

Bogen er en række mails skrevet af Karina Pedersen til en veninde over en årrække, og hendes personlige beretning om livet i underklassen i Fredericia.

Kravet om en redegørelse kommer, fordi der er sået tvivl om, Karina Pedersens beretning er den fulde sandhed.

Metroxpress har kontaktet flere af Karina Pedersens gamle klassekammerater, der ikke kan genkende det billede, som hun har tegnet af dem som sociale tabere.

Avisen har også talt med forfatterens venner og tidligere kærester, der ifølge avisen har gode job og uddannelser.

Jyllands-Posten har talt med Karina Pedersens mor, Esther Pedersen, der heller ikke kan genkende den måde, som hendes datter fremstiller hende og hendes familie.

/ritzau/

Facebook
Twitter