Omstridt liste skrumper: Hundredevis af boliger skal stadig rives ned

Tre boligområder har nedbragt kriminaliteten så meget, at de kommer af den liste, der indeholder Danmarks mest udsatte kvarterer.

Boligområdet Gellerup/Toveshøj har været fast inventar på listen over de mest udsatte boligområder siden den blev opfundet i 2010. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Der er færre danskere, der fra i dag skal se deres hjem figurere listen over de allermest udsatte boligområder i landet.

'Parallelsamfundslisten', som Indenrigs- og Boligministeriet i dag har udsendt, er nemlig blevet kortere. Sidste år lød tallet på 15 områder, mens det i år lyder på 12.

Listen blev tidligere kaldt 'ghettolisten' og indeholder de steder i Danmark, der scorer allerlavest, når det kommer til beskæftigelse, lovlydighed, uddannelsesniveau og gennemsnitlig indkomst.

Et selvstændigt kriterium, som skal være opfyldt, er, at der skal bo mindst 1.000 mennesker, og at mindst halvdelen af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Herunder kan du se de boligområder, der fremgår på den omstridte liste:

Hundredevis af boliger skal rives ned - liste eller ej

Tre områder ryger af listen over ‘omdannelsesområder’, som er de områder, der tidligere blev kaldt ‘hårde ghettoer’. Men selvom de området ændrer betegnelse, så gælder krav om nedrivninger af almene familieboliger stadig.

Det siger Claus Bech Danielsen, der forsker i udsatte boligområder ved Aalborg Universitet:

- Når man først er blevet udråbt som det, der tidligere hed hård ghetto, så er kravet, at man bringer andelen af almene familieboliger ned til 40%. Det slipper man ikke for at få at skulle, selv om man ryger af ghettolisten. Om man kommer af listen vil ikke ændre på dét, siger siger forskeren.

Det kan de bekræfte i Aarhus-bydelen Bispehaven, der trods en positiv udvikling over de seneste år, stadig er at finde på listen.

- Jeg havde også forventet, at Bispehaven fortsat ville være at finde på listen, men det har faktisk ikke været vores fokus. I de her uger kæmper vi en kamp for at undgå, at 310 boliger bliver revet ned, siger formand for afdelingsbestyrelsen i Bispehaven, Alex Young Pedersen.

- Bispehaven har været på listen i en årrække, så udover den stigma, der følger med, ville det ikke betyde så meget for os. Planerne om nedrivning ville være her, uanset om vi er på listen eller ej, siger han.

Bydelen Bispehaven har forbedret sig inden for alle kriterierne, men de er stadig kategoriseret som et omdannelsesområde - det, der tidligere blev kaldt en hård ghetto.

Beboer i området, Amalie Fabech Hansson, mener dog ikke, at hun bor i et område, der er ekstra udfordret.

- Jeg føler ikke, jeg bor i et parallelsamfund eller ghetto. Jeg er vokset op her, jeg kan lide at bo her, og så synes jeg ikke, der sker mere ballade her, end der gør i Aarhus midtby, siger hun.

Endnu en liste: Minsterie udvider med 62 ‘forebyggelsesområder’

Ryger et boligområde af listen over de mest udsatte boligområder, så er der ikke udsigt til, at man kommer helt ud af ministeriets søgelys.

Indenrigs- og Boligministeriet opretter nemlig en ny liste over ‘forebyggelsesområder’, som omfatter 62 udsatte boligområder med ekstra fokus på at forebygge udsathed eller fastholde den positive udvikling.

20-årige Amalie Fabech Hansson bor på 12. år med sin familie i Bispehaven, der er at finde på listen over de mest udsatte boligområder. (Foto: Simon Heegaard Larsen/DR Østjylland © (C) DR Nyheder)

Der vil blive holdt øje med områderne, ligesom der også vil være mere fleksibel udlejning. Netop det synes Claus Bech Danielsen, der forsker i udsatte boligområder ved Aalborg Universitet, er en god ide.

- Hvis man kan se, at et område er ved at ryge af skiven, så har det en positiv effekt, at der er åbnet op for både monitorering såvel som fleksibel udlejning. Det får kommuner og boligselskaber op på beatet, siger han

Selvom boligselskaberne og kommunerne opper sig, når ministeriet kigger med, så er det øgede fokus på områderne noget af det, forskeren ofte hører beboere beklage sig over.

- Det er meget sjovt, at når vi snakker utryghed i de her områder, så spørger vi jo ofte med henblik på, om der er uroskabende unge eller om der er bandekriminalitet, hærværk og så videre. Men listerne er faktisk noget af det, vi oplever, at beboerne er allermest utrygge over for, siger han.

FacebookTwitter