Omstridt omfartsvej bliver kortere: Glæde og skuldertræk i Mariager

Sagen om den vej, der skulle føre lastvognstrafikken ud af byen, har delt vandene.

Blomsterhandler Anni Andersen glæder sig over, at der nu skal anlægges en kortere omfartsvej, der stopper i nabobyen Alstrup. (© DR Nyheder)

Det var aldrig med den lokale handelsstandsforenings velsignelse, at der skulle anlægges en omfartsvej fra Mariager til Assens med et prisskilt på 377 millioner kroner.

Derfor glæder det formand og blomsterhandler Anni Andersen, at Dansk Folkeparti nu bøjer sig for den seneste tids kritik og accepterer en mindre vej til 80 millioner kroner til nabobyen Alstrup.

- Det er rigtig positivt, at man har valgt at lytte til vores bekymringer. Vi har frygtet, at handlen ville komme til at lide ved, at man fører al trafikken uden om byen, siger hun.

Et af argumenterne for omfartsvejen gik på, at den tunge trafik hærgede et brostensbelagt centrum, smadrede blomsterkrukker og tagrender og var til fare for børn i området.

Men da TV 2 mandag tog til Mariager og talte trafikken, registrerede de fire lastbiler og en skolebus på 12 timer.

Det billede bekræfter blomsterhandler Anni Andersen, der har forretning inde i byen.

- Der er altså ikke så meget tung trafik i Mariager.

Skitse af regeringen og Dansk Folkepartis planer for en omfartsvej ved Mariager mod Assens.
Skitse af regeringen og Dansk Folkepartis planer for en omfartsvej ved Mariager mod Assens.

Lokal: Lastbilerne skal væk

Omfartsvejen er en del af den infrastrukturaftale til samlet 112 milliarder kroner, som regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede i midten af marts.

De 377 millioner kroner til omfartsvejen skulle skåne Mariagers brostensbelagte centrum for en hærgende lastvognstrafik, der var til fare for børn i området.

Men aftalen om en omfartsvej rundt om den nordjyske by har vakt massiv kritik fra både forskere og borgere, der mente, at omfartsvejen løste et problem, der ikke fandtes.

Det mener Claus Pico Stæhr, der sidder i en lokal byudviklingsgruppe og driver et grafisk bureau i byen, dog i høj grad, at det gør.

(© DR Nyheder)

- Der kører over 500 tunge lastbiler gennem Fjordgade om ugen. Og så længe det sker, kan vi ikke få Mariager til at fungere således, at havnen og midtbyen bliver forenet, siger han.

For Claus Pico Stæhr er det ligegyldigt, hvor lang og dyr omfartsvejen ender med at blive.

- Om den lander i Assens eller Alstrup, det vil vi lade eksperterne om at vurdere, siger han.

Debatten har været 'grim'

Planen om at anlægge den lange omfartsvej har ført til en lang række negative kommentarer på sociale medier om Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen.

Den nordjyske folketingspolitiker, der har været med til at forhandle infrastrukturaftalen på plads, bor selv i byen og driver kroen A'porta sammen med sin hustru, folketingsmedlem Pia Adelsteen (DF).

Det har ført til beskyldninger om, at han plejede sine egne interesserer ved at kræve en omfartsvej.

Blomsterhandler Anni Andersen synes, debatten er gået langt over stregen.

- Jeg synes især, udviklingen på de sociale medier har været rigtig grim. Den har gået på personangreb på Kim Christiansen. Og det synes jeg er ærgerligt, for Kim er en fin fyr, siger hun.

Nu glæder hun sig til, at debatten om omfartsvejen kommer til at fylde mindre i byen.

- Jeg håber, vi får ro på. For det har godt nok givet en masse omtale. Det er det, man har snakket om i rigtig lang tid nu, siger hun.

Facebook
Twitter