Omstridt rejseselskab aflyser sæsonen og advarer kunder om svindel-fax

Svenske myndigheder undersøger nu rejseselskabet Detur efter flere klager.

Danske charterturister i Tyrkiet er blevet opkrævet betaling for deres værelser, selvom de har betalt for en pakkerejse gennem firmaet Detur. Firmaet indstiller nu alle sine aktiviteter. (arkivfoto). (Foto: KAAN SOYTURK © Scanpix Denmark)

Usikkerheden for de danske rejsende, der har købt en pakkerejse med selskabet Detur, fortsætter.

Nu svarer selskabet selv, at det er er tale om et svindelnummer, når selskabets gæster i Alanya i Tyrkiet har fået at vide, at deres hotelværelse ikke er forudbetalt, og at de selv skal betale.

- Det er tydeligvis en forfalskning, skriver selskabet om den fax, som gæsterne i Tyrkiet i denne uge er blevet præsenteret for.

I faxen, der angiveligt er fra Detur, får gæsterne at vide, at de selv skal lægge ud for værelser og mad, fordi selskabet er ved at blive købt af et andet selskab.

- Faxer er en gammeldags kommunikationsform, der ikke bliver brugt af Detur, skriver selskabet i et skriftligt svar til DR, der er underskrevet "ledelsen i Detur".

- Ingen gæst skal betale direkte til hotellet for en allerede betalt tur. Hotellerne har ingen juridisk eller moralsk ret til at kræve det.

Gæster med Detur i Tyrkiet bliver afkrævet betaling fra hotellet, selvom de havde betalt for en pakkerejse. Nederst en seddel fra hotellet. Øverst den tekst på fax, som de senere fik fra guiderne. (Foto: PRIVATFOTO)

Aflyser resten af sæsonen

Detur skriver samtidig, at man har indstillet al aktivitet, da man er under rekonstruktion, og har brug for at få tilført ny kapital.

- Resten af 2022-sæsonen vil blive aflyst, skriver selskabet på sin hjemmeside.

- Vi beklager de gener og problemer, dette kan forårsage for de rejsende, hvis ture nu ikke finder sted, skriver Detur.

Man oplyser, at de kunder, der allerede har købt en rejse, vil blive kontaktet af kundesupport.

Detur har ikke svaret på DR's ønske om et interview med ledelsen.

Detur er i tilfælde af konkurs dækket af den svenske rejsegarantifond, og i Sverige har forbrugermyndigheden Konsumverket indledt en undersøgelse af selskabet efter flere klager.

Herhjemme oplyser Pakkerejse-ankenævnet, at kunder med aflyste pakkerejser har krav på at få deres penge tilbagebetalt "uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter opsigelsen".

- Modtager du ikke det indbetalte beløb, skal du sende en rykker til Detur, skriver ankenævnet.

Chartergæst: Vi er grædefærdige

Reglerne gælder også kunder, der har krav i forbindelse med hotelværelser, som de er blevet afkrævet ekstra betaling for, oplyser Pakkerejse-ankenævnet.

En af de ramte chartergæster er Kira Kristensen, der er på ferie med veninderne.

De har intet hørt fra Detur, og ved ikke, om de kan komme med flyet hjem på søndag, da de ikke figurerer i flyselskabets Pegaus system.

- Så vi ved ikke, om vi er ekskluderet fra flyvningen og selv skal købe billet? Eller vi kan regne med at komme hjem. Vi er grædefærdige, skriver Kira Kristensen i en besked.

Kira Kristensen er blandt de rejsende i Alanya i Tyrkiet, der er blevet afkrævet betaling for deres værelser, selvom de har købt en pakkerejse med Detur. (Foto: PRIVATFOTO)

De har indtil videre valgt ikke at betale hotellet.

- Vi trækker den med "undskyldninger" så længe vi kan. Vi kan ikke overskue at flytte hotel, siger hun.

I stedet "gemmer de sig" og forsøger at undgå personale.

- Vi har heller ikke brugt all-inclusive af frygt for at blive stillet til regnskab eller blive smidt ud. Vi har heller ikke været ved poolen, fortæller Kira Kristensen.

De har ikke været i stand til at få hjælp fra Udenrigsministeriet, fortæller hun.

- Vi måtte kontakte vores rejseselskab, sagde de. Men det er jo lidt svært, når de er gået under jorden, siger Kira Kristensen.

Det er kke første gang. at utilfredse Detur-kunder er i medierne.

I 2021 klagede flere kunder over, at de havde svært ved at få penge tilbage for aflyste rejser.