'Ondt i hjertet' eller angst? Psykologistuderende tilbyder samtaler for 299 kroner i timen

Studerende tilbyder samtaler mod angst og stress uden at være autoriserede psykologer. Dansk Psykolog Forening er bekymret.

(Foto: Grafik: Søren Winter Nørbæk)

Præcisering: I første udgave af artiklen stod der, at det kræver 160 timers supervision at blive autoriseret psykolog. Det er dog en forsimpling, da det også kræver, at en række øvrige punkter opfyldes. Derfor er faktaboksen rettet til, at det blandt andet kræver 160 timers supervision.

DR Nyheder har vi de seneste uger fortalt om, hvordan ventetiderne for hjælp mod angst og depression er rekordhøje.

Hvis du vil benytte dig af den psykologhjælp, du kan få gennem det offentlige, må du finde tålmodigheden frem - nogle steder står patienterne i kø i 21 uger.

Og det pres har fået nye alternativer til at skyde op.

- De lange ventelister får folk til at søge andre steder hen, fordi de er desperate efter hjælp. Og det kan godt bekymre os, at de så ikke får den rigtige type af hjælp, siger Mia Kristina Hansen, formand for SIND, landsforeningen for psykisk sundhed.

Især et tilbud får en anden forening - nemlig Dansk Psykolog Forening - til at løfte brynene.

Hos københavnske Avilius tilbyder psykologistuderende forebyggende samtaleterapi til unge, for eksempel mod "ondt i hjertet", angst eller stress, til hvad de selv kalder SU-venlige priser – 299 kroner i timen.

Systemet hjælper nemlig for sent, skriver Avilius på deres hjemmeside.

- Konceptet går ud på at tilbyde unge en mulighed for at tage problemerne i opløbet på en prisvenlig måde, hvor man kan komme til, når man har brug for det, siger stifter, direktør og kandidatstuderende på psykologi, Jonas Schøsler.

Men man kan aldrig være sikker på, at de studerende kan vurdere at give den rigtige hjælp, lyder kritikken fra de mere erfarne og autoriserede psykologer i Dansk Psykolog Forening.

- Jeg mener ikke, at man som studerende har forudsætninger for at vurdere, hvornår der er tale om en diagnose, som kræver behandling. Hvornår der er tale om en problemstilling, der er så kompleks, at den studerendes færdigheder ikke rækker, siger formand Eva Secher Mathiasen.

Handler det om, at du frygter, at Avilius tager kunder fra dine medlemmer?

- Nej, de studerende er også medlem af Dansk Psykolog Forening, og der er hårdt brug for alle de psykologer, der bliver uddannet. Det handler kun om, at vi skal sikre, at klienter får den rigtige behandling, forklarer Eva Secher Mathiasen.

Ingen hjælp til folk med diagnoser

Avilius har eksisteret i mere end to år, og det som Eva Secher Mathiasen frygter har stifter og direktør Jonas Schøsler ikke set nogen af, siger han.

Klienter med faktiske diagnoser, der har brug for behandling, kan nemlig ikke få hjælp hos Avilius.

Her tager de kun klienter ind, som har brug for forebyggende hjælp. Det, han selv kalder en snak om det alment menneskelige.

Og her kan psykologstuderenes kompetencer da også være rigelige, forklarer Sonja Breinholst. Hun er lektor på Københavns Universitet og leder af Center for Angst.

Men, understreger hun:

- Det er et problem, hvis psykologistuderende ender med at behandle klienter med et reelt problem – en psykisk lidelse.

For eksempel de unge, der har fået en henvisning hos lægen på grund af angst eller depression.

Så kan man nemlig risikere, at angsten eller depressionen udvikler sig, siger hun.

Derfor er første samtale hos Avilius gratis, så det hurtigt kan afklares, hvilke klienter der virkeligheden skal et mere kvalificeret sted hen.

Det garanterer Jonas Schøsler, at han og kollegerne altid opdager.

- Vi sender de unge videre, der skriver til os, at de har været hos lægen og er blevet diagnosticeret med angst eller depression. De er ofte trætte af at vente på at kunne komme til psykolog, lyder det fra Jonas Schøsler.

Når man er så langt i sin uddannelse, mener Jonas Schøsler, at man er i stand til at vurdere, hvornår en klient skal sendes videre.

Derudover får alle ansatte supervision - altså vejledning - af autoriserede psykologer én gang om måneden, som netop hjælper til med den vurdering. Én gang om ugen er der intern supervision de studerende imellem.

For lidt supervision

Det er bare ikke nok, vurderer Eva Secher Mathiasen.

Hun holder fast i, at alle Avilius' klienter bør screenes af en autoriseret psykolog, inden hvert forløb starter.

Det er faktisk "helt vitalt" i sådan en situation, mener hun.

- De studerende kan ikke vurdere, om der er tale om en diagnose eller hvilken kompleksitet klienten har behov for at få behandlet, og klienten kan ikke forventes at vide det selv.

-Hvis klienter kommer i hænderne på en, der får lavet noget rod, kan de heller ikke klage til nogen, fordi de psykologistuderende hverken er uddannede eller autoriserede. Så jeg kan ikke anbefale, at man bruger konceptet, siger Eva Secher Mathiasen.

Mia Kristina Hansen fra SIND forklarer ligeledes, at det er et problem, hvis syge mennesker ikke bliver mødt med den rette hjælp.

- Studerende er jo ikke færdiguddannede, og der er jo en grund til, at mennesker skal være uddannet for at yde den ydelse, der hedder at være psykolog, siger hun.

Jonas Schøsler forstår godt SIND og Dansk Psykolog Forenings kritik et stykke af vejen.

De ansatte i Avilius har ganske rigtigt mindre erfaring end en færdiguddannet, autoriseret psykolog. De er jo studerende. Det betyder bare ikke, at hans koncept ikke har sin berettigelse ifølge ham.

For der findes også unge uden diagnoser, der har brug for hjælp.

- Vi oplever, at mange unge har brug for at tale med nogen. Men de ved for det første ikke, hvor de skal gå hen – og hvis de finder et sted, er det typisk for dyrt, siger han.

FacebookTwitter