Op mod en million danskere kan få corona-lignende symptomer: Pollen-sæsonen er i gang

Det kan blive et sandt helvede for en dårligt behandlet pollenallergiker, lyder det fra overlæge.

Udbruddet af Covid-19 falder sammen med, at høfebersæsonen, som rammer op mod en million danskere, også er sat i gang.

I det her tider er vi særligt opmærksomme på at nyse i ærmet og blive hjemme, hvis vi oplever de mindste tegn på sygdom.

Men lige nu er der en stor gruppe danskere, der nyser lidt ekstra eller får en løbende næse, som ikke nødvendigvis har noget med coronavirus at gøre.

Udbruddet af Covid-19 falder nemlig sammen med, at høfebersæsonen også er sat i gang, som op mod en million danskere lider af.

Én af dem er Peter Lydolff, som er sælger og bor i Odense. Han har været nødsaget til at tage sin medicin mod allergi i tre uger nu.

Jesper Lydolf tager næsespray og har også øjendråber, hvis allergien bliver rigtig slem.

- Hvis man ikke er opmærksom på, at sæsonen er gået i gang, kan man have dage og uger, hvor man føler sig sløj. Det kan undgås ved at tage medicin.

Hver morgen tager han næsespray for at kunne klare sig igennem dagen.

- Når jeg ikke tager det, får jeg kløe i næsen. Det føles som små myrer, der kravler rundt, og så skal jeg lige pludselig nyse, forklarer han.

- Når jeg nyser, er det mange gange. Det er højt, og det står ud med snot og spyt, fordi det kommer så hurtigt, at jeg ikke kan nå at reagere.

Professor: Svært at skelne mellem corona og allergi

Lige nu er elm og birk sprunget ud. Peter Lydolff og de fleste allergikere kender følelsen, når pollensæsonen rammer, men det kan være svært for de omkring 5.000 til 10.000 nye, der hvert år får allergi.

Det forklarer professor og overlæge ved Allergicenteret på Odense Universitetshospital Carsten Bindslev-Jensen:

- De vil formentlig ikke være i stand til at skelne, hvorvidt de har fået coronasymptomer eller nyopstået pollenallergi.

Selvom høfeber aldrig er en rar fornøjelse, giver det ekstra udfordringer i år, da symptomerne på høfeber kan forveksles med symptomer på coronavirusset, lyder det fra Carsten Bindslev-Jensen:

- Det vil blive et sandt helvede for en dårligt behandlet pollenallergiker, som nyser, får røde øjne og hoster, siger professoren og uddyber:

- Hvis de bevæger sig ud i samfundet og skal hen og handle, så nyser og hoster de. Der vil dem omkring dem måske tro, at vedkommende har coronavirus, og så vil der blive set skævt til dem.

Professoren påpeger, at der er nogle klare forskelle i symptomerne på høfeber og så coronavirus:

- I klassiske corona-tilfælde har man feber, hovedpine, muskelsmerter, og snottet er gult. Ved høfeber har man ikke feber, hovedpine og muskelsmerter, og snottet er vandklart.

Selvom Peter Lydolff døjer med sin allergi hvert eneste forår, gør bekymringen for corona det i år anderledes:

- Lige nu vil det betyde, at folk vil kigge mærkeligt på én, når jeg ikke kan nå at reagere på for eksempel et nys, og det er faktisk lidt problematisk, siger han.

- Et nys er et nys, og det er enormt svært at differentiere, om det er det ene eller det andet. Og i den her situation tænker folk jo det værste, så mon ikke folk vil flygte væk fra én endnu mere, end de gør, når man møder folk på gaden i dag?

'Sørg for, at jeres allergi er topbehandlet'

Danmark har nu været lukket ned i lige over én måned, men efter påske begynder landet så småt at åbne lidt igen. De mindste kan for eksempel komme i daginstitution og skole.

Det gøres med diverse forbehold, så børnene ikke sidder for tæt og desuden får vasket deres hænder ofte, men der kan allergien altså også give udfordringer, påpeger Carsten Bindslev-Jensen:

- Man kan ikke forlange, at personalet kan skelne mellem corona og en pollenallergi, så mit allerbedste råd til patienter med pollenallergi er at sørge for, at jeres høfeber er topbehandlet, så I ikke får symptomer som følge af det, lyder det fra professoren.

Peter Lydolff plejer også at gøre andre opmærksomme på, at han har allergi, hvis han skulle nyse blandt andre mennesker:

- Ofte, hvis vi sidder i et selskab, er jeg typen, der må vende sig om og nyse, og der må jeg jo forklare, at det er, fordi jeg har allergi, siger han.

Her kan du se, hvad symptomerne på coronavirusset er:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk