Op til 35.000 kan være smittet med multiresistent bakterie efter at have fået antibiotika

Patienter, der har fået behandling med lægemidlet Dicillin fra september og frem, kan være blevet smittet.

Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serium Institut, siger, at man godt kan behandle bakterierne med en hårdere antibiotika. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Normalt regner man med, at man får slået alle de dårlige bakterier ned i kroppen, når lægen udskriver en omgang antibiotika. Men åbenbart ikke altid.

Lægemidlet Dicillin fra producenten Sandoz har nemlig vist sig at indeholde multiresistente bakterier, som kaldes CPO. Laboratorieundersøgelser har vist, at der er tale om en unik type, der ikke er set tidligere i Danmark, skriver Statens Serum Institut. Pillerne, der er solgt i 500 milligramstørrelse, er derfor blevet tilbagekaldt.

Smitten er blevet fundet hos ni personer, der har taget pillerne fra oktober 2022 til januar 2023. Mistanken retter sig lige nu mod et enkelt parti af Dicillin, der er fremstillet i september 2022.

Selvom den seneste person er blevet smittet i januar, kan det ikke afvises, at partiet også er solgt i januar og begyndelsen af februar.

35.000 har fået pillerne på recept

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen har cirka 35.000 personer fået recept på Dicillin fra september til og med december, og nu er Statens Serum Institut i gang med at undersøge, hvor mange der reelt har taget medicinen.

Det siger Tyra Grove Krause, der er faglig direktør på Statens Serum Institut.

- Vi vil selvfølgelig gerne forsøge at kvalificere, hvor mange der kan have været udsat for smitte. Men det er ikke sikkert, vi nogensinde kommer frem til det reelle tal, siger hun, men peger på at det formentlig ikke er alle 35.000, der er smittet.

Bør kun reagere, hvis man skal i behandling eller på hospitalet

Den multiresistente bakterie er en bakterie, der sætter sig i tarmen. Bærere af den kan uden symptomer have fået den, hvis de har taget medicinen.

Hvis man er i behandling med Dicillin Sandoz 500 milligram, skal man gå på apoteket og få byttet medicinen. Og hvis man allerede har taget Dicillin, behøver man som udgangspunkt ikke at foretage sig noget, medmindre man skal indlægges på et sygehus eller skal til læge med symptomer på infektion.

- Først og fremmest handler det om, at de, der har de har multiresistente bakterier, ikke giver smitten videre på hospitalerne. Hvis man har fået det her produkt og skal i kontakt med sundhedsvæsnet, skal man være opmærksom på, at de skal på isolationsstue, indtil man ved, om de bærer smitten eller ej, siger Tyra Grove Krause.

Hun fortæller, at fokus i øjeblikket er på, at man undgår at smitte i forvejen svækkede personer med den multiresistente bakterie på sygehusene.

Kan godt behandles

Desuden fortæller hun, at man i øjeblikket ikke overvejer at teste alle, der har fået Dicillin, for bakterierne. Det skyldes, at der i forvejen er mange personer, der bærer multiresistente bakterier, siger Tyra Grove Krause.

- Infektionen kan godt behandles. Der skal bare lidt ekstra skyts til. Men vi vil nødigt se spredning inden for sundhedsvæsnet, siger hun.

Selvom bakterierne kan behandles, så kalder hun det dog en alvorlig situation.

- Det er alvorligt i sig selv, at man potentielt kan blive bærer af en uønsket resistent bakterie, fordi man spiser et lægemiddel, siger hun.

Kan huse bakterierne i mange år

Bakterierne er blandt andet fundet hos patienter, hvis urinprøver er blevet analyseret på Odense Universitetshospital. Her brugte man hele weekenden på at analysere undersøgelserne, efter man kunne se, at de smittede patienter også havde fået behandling med Dicillin.

Charlotte Nielsen Agergaard, der er afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på hospitalet, vurderer, at smitten eventuelt kan stamme fra skallen på pillen, som selve medicinen er pakket ind i.

- Man kan som patient risikere, at man huser bakterierne i tarmen i mange år. Hvis man får blærebetændelse, kan det være denne bakterie, og så kan det være sværere at behandle, fordi bakterien er så resistent, siger Charlotte Nielsen Agergaard.

Tyra Grove Krause fortæller dog, at det er umuligt at sige, hvor lang tid man kan gå rundt med bakterierne, hvis man er blevet bærer af den på grund af Dicillin.

- Det afhænger af mange ting – også af, hvor stor en dosis piller, man har fået, og i hvor lang tid, man har taget dem, siger hun.

Producenten og Lægemiddelstyrelsen er nu i gang med at undersøge, hvordan den multiresistente bakterie er havnet i pillerne.

- Vi er dybt berørte over denne situation og samarbejder tæt med de relevante myndigheder. Det er vigtigt at slå fast, at alle europæiske og danske regler for kvalitetssikring af lægemidler har været fulgt ved fremstillingen af dette præparat, siger administrerende direktør Carsten Gleerup i en skriftlig udtalelse.