OPDATERET: Benzinledning lækkede tusindvis af liter hvert minut

En stor benzinledning, som fører benzin fra Kalundborg til Hedehusene, er lækket ved en grusgrav.

Status lidt over klokken 11 er, at lækket er stoppet, oplyser Lasse Hansen, vagthavende chef hos Vestsjællands Brandvæsen til DR Sjælland.

- Vi har styr på udslippet. Der står en stor sø benzin, som vi har sikret, at der ikke kan gå ild i. Lige nu afventer vi at få lagt en plan sammen med miljømyndighederne og FDO (Foreningen Danske Olieberedskabslagre), så vi kan få ryddet op, siger han.

Alarmen om lækket løb ind kort efter klokken 10.

Benzinledning ved Svebølle der er sprunget læk, og har lækket ca. 15.000 liter benzin ud i grusgraven, løber fra raffinaderiet i Kalundborg til tankterminalen i Hedehusene.

Lige nu er det uvist, hvornår der igen er ryddet op i grusgraven, og den store sø benzin er væk.

- Det kan vi ikke sige noget om lige nu. Men området er sikret, så ingen kan komme ind, siger Lasse Hansen, vagthavende chef ved Vestsjællands Brandvæsen.

Nærmere bestemt er der tale om Bregninge Grusgrev mellem Svebølle og Bregninge. Det er entreprenørfirmaet NCC, der driver grusgraven.

- Under et gravearbejde er der sket en ulykke. Hvad der nærmere er sket, har jeg ingen oplysninger om, da man har fokus på at standse ulykken, siger Trine Leth, der er kommunikationschef i NCC til Ritzau.

Miljøstyrelsen: Det er alvorligt

Miljøstyrelsen overvåger i øjeblikket oprydningsarbejdet i grusgraven. Og lækket kan være alvorligt, siger Yvonne Korup, kontorchef i Miljøstyrelsen.

- Det er altid alvorligt, når der sker forureninger med opløsningsmidler. Man kan frygte, at noget af benzinen er sivet så langt ned, at det er nået ned til grundvandet. Men det ved vi ikke med sikkerhed før vi har foretaget yderligere undersøgelser, siger hun.

Det er svært at sige, hvornår al den lækkede benzin er ryddet op, siger Yvonne Korup.

- Det kan tage lang tid. De næste par dage ved vi, hvor meget af benzinen vi har fået fjernet. Men hvis det er nået ned i grundvandet, er en rensning en langvarig proces.