Operaen indviet med festforestilling

En næsten fire timer lang festforestilling indviede lørdag aften det ny operahus med kongefamilien, statsministeren og medlemmer af regeringen blandt de over 1400 gæster.

"Tillykke til os alle med Danmarks ny opera."

Med disse ord sluttede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin tale fra scenen i Operaen på Dokøen i København, som blev indviet lørdag aften.

Indvielsen skete med et næsten fire timer langt program, hvor Det Kongelige Teaters dygtigste kunstnere inden for opera, ballet og musik underholdt de over 1400 gæster, de fleste særligt indbudte fra regeringen, de politiske og administrative cirkler, erhvervslivet og det kulturelle miljø.

Blandt publikum var også regentparret og det meste af kongefamilien, der tog turen fra Amalienborg til operaen i chalup.

Stående bifald til skibsreder

Det har taget godt tre år at opføre Operaen, og de 2,4 mia. kr. til byggeriet er givet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Den største private donation, som nogen sinde er tilflydt et dansk kulturbyggeri.

Aftenens første taler på scenen var en meget rørt skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, der blev modtaget med stående bifald.

Statsminister Anders Fogh rettede da også en særlig tak til Mærsk Mc-Kinney Møller.

- Operaen er en gave til hele landet. Den vil komme til at betyde fantastisk meget for Danmark og for Danmarks omdømme, sagde statsministeren en halv time tidligere til DR TV.

Indledt med "Elverhøj"

Som det var tilfældet, da Gamle Scene på Kgs. Nytorv blev indviet i 1874, blev programmet, under Michael Schønwandts musikalske ledelse, indledt med ouverturen til "Elverhøj."

Alle i salen rejste sig til tonerne af kongesangen, herefter dansede de 11-årige Ida Praetorius og Oscar Nilsson børnedansen fra "Elverhøj," og fortsættelsen bød på et overflødighedshorn af klassiske toner og dansetrin fra operaens og ballettens repertoire.

Programmet på denne særlige aften er sammensat, så det giver 400 kunstnere mulighed for at vise det bedste af, hvad Det Kongelige Teater formår.

Første opera 26. januar

Alene af tekniske årsager vil det være en hel del mere, end det hidtil har været tilfældet på Gamle Scene, hvor sceneforholdene udelukker opførslen af en række operaer, især inden for det moderne repertoire.

Den 26. januar går tæppet for den første operaforestilling på stedet, Verdis "Aïda" med stjernetenoren Roberto Alagna som gæst.