Operation Dagsværk besættelse var spøg

Operation Dagsværks besættelse af et hus fandt ikke sted og var blot en joke, lyder det fra organisation. Konservativ Ungdom finder det stærkt problematisk.

Flere tusinde gymnasieelever samler hvert år ind til Operation Dagsværk. Problematisk, mener Konservativ Ungdom. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mandag tikkede en pressemedelelse ind, om at Operation Dagsværk havde besat et hus.

Reaktionerne kom prompte, eksempelvis Konservativ Ungdom tog afstand fra aktionen og krævede samarbejdet mellem gymnasierne og Operation Dagsværk indstillet.

Blot en joke

I dag forklarer Operation Dagsværk at besættelsen aldrig fandt sted, men blot var en joke for at markere en holdning fra organisationens side.

Joke eller virkelighed er underordnet mener Konservativ Ungdom.

"Det ændrer ikke noget om besættelsen reeelt fandt sted eller ej, de kan ikke kalde sig politisk neutrale og så komme med sådan en udmelding, lyder det fra Rune Kristensen, formand for Konservativ Ungdom.

Plads til mangfoldighed

Fra Operation Dagsværk lyder det at organisationen lægger vægt på at markere sig i debatten hvis de værdier organisationen står for er truet.

- I øjeblikket ser vi, hvordan fristeder som Ungdomshuset og Christiania har det svært. Mangfoldigheden har det dårligt i Danmark og trues af kulturel ensretning, sagde bestyrelsesmedlem og talsmand for Operation Dagsværk, Rasmus Hovedskov Hansen om happeningen.

Konservativ Ungdom mener, at samarbejdet mellem gymnasierne og Operation Dagsværk bør ophøre. De mener, at det bør være valgfrit for gymnasierne hvem de vil samle ind til.

- Som sådan synes vi egentlig det er fint nok at gymnasieeleverne bruger en dag på at gøre noget for andre, vi mener bare ikke det skal være Operation Dagsværk som er stærkt politisk, siger formand for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen.

Facebook
Twitter