Hr. Mason er bange for tandlæger, så da han for nylig skulle have fjernet to tænder var gode råd dyre. Løsningen var hypnose og ingen smertestillende midler, skriver avisen Citizen.
Hypnotisøren fik Mason til at tænke på noget rart: Han fantaserede, at han var viking og mærkede på intet tidspunkt under tandudtrækningen smerte.
- Jeg følte et stik og et drej, men ingen smerte overhovedet!
En generation uden tandlægeskræk
Mason tandlæge er begejstret for, at han kunne kommunikere med patienten undervejs:
- Normalt er de jo helt væk under sådan en operation, siger Bhavin Bhatt.
Flere generationer lider af tandlægeskræk, men hvis vi kan hjælpe den næste generation med at kontrollere smerten, vil de ikke være så bange.
Overfølsomhed
Hypnose kan også være en vej ud af problemerne for de patienter, der slet ikke kan tåle kemiske bedøvelsesmidler.
Til gengæld er det ikke alle, der er modtagelige for hypnose. Ifølge Tidsskrift for Jordemødre anslås det, at hver tiende kan erstatte den medicinske narkose med hypnose.
Tidsskriftet beskriver blandt andet en operation, hvor en kvinde får fjernet sin livmoder under hypnose. Operationen fandt sted i Australien, hvor sundhedsvæsenet i langt større udstrækning end herhjemme anvender hypnose.
Siger ikke det er hypnose
Overlæge i anæstesi, altså bedøvelse, på Gentofte Hospital Bo Gottschau bruger hypnose i sit daglige arbejde hver eneste dag:
- Der er ikke tid til at bringe folk i en egentlig trancetilstand, derfor siger jeg heller ikke til dem, at der er tale om hypnose. Men jeg bruger hypnoseteknikker til at få dem til at slappe af.
Han beder patienten tænke på noget rart - farmors kolonihavehus eller en drømmerejse.
Hypnosen er ikke en erstatning for de almindelige bedøvelsesmidler, men et supplement:
- For mig handler det om at fjerne frygten for operationen hos patienten. Hvis de ikke bryder sig om, at jeg taler sådan til dem, lader jeg selvfølgelig være, men 9 ud af 10 er glade for det.
Fordomme
Bo Gottschau er meget opmærksom på de mange fordomme omkring hypnose:
- Der er også fordomme blandt mine kolleger. Men flere af dem har været på operationsbordet og oplevet min teknik, så nu er der større accept af det, jeg gør.
Engang var hypnose almen praksis på hospitaler:
- I 1849-tallet var der et egentligt hypnosehospital i London, fortæller Pia Gemmer fra HypnoseKompagniet i Vejle.
- Overlægen har beskrevet 300 eksempler, hvor klienten var hypnotiseret under operationen.
Pia Gemmer mener, at opfindelsen af kemiske bedøvelsesmidler omkring Anden Verdenskrig har fjernet fokus fra de muligheder, man selv har for at kontrollere smerte:
- Det er, som om man i dag stoler mere på dem end på sin egen krop.