Ophedet debat om børneporno i 70'erne: 'Du er en ynkelig løgner'

Journalist beskyldte i Deadline filminstruktør Christian Braad Thomsen for at fortrænge sandheden om 70'erne.

Krænkelse og misbrug af børn i 1970'ernes filmmiljø har fyldt medierne i den forgangne uge. Afsløringerne af seksuelle overgreb på en række mindreårige børneskuespillere har ført til en debat om, hvorvidt 68'er generationens seksuelle frigørelsesprojekt gik ud over børnene.

DR2 Deadline havde i aftes inviteret journalist og debatredaktør på Weekendavisen Søren K. Villemoes i studiet til en snak om børns vilkår i 1970’erne.

Han har til den seneste udgave af Weekendavisen skrevet en kommentar om 1970’ernes seksuelle frigørelse og det, han kalder erindringstabet.

Søren K. Villemoes konfrontrede på tv forfatter og filminstruktør Christian Braad Thomsen med nogle tidligere udtalelser, som forsvarer det seksuelle forhold mellem børn og voksne i 70'erne.

- Jeg har kendt til pædofile forhold, hvor drengen har været under 15 år og manden 25-30 år. De har begge været meget lykkelige, og hvis begge parter er tilfredse og glade for det, synes jeg ikke, det er forkert, lød det fra Christian Braad Thomsen til BT i 2012.

En del af frigørelsen

Søren K. Villemoes kom efterfølgende med flere eksempler på lignende udtalelser fra filminstruktøren.

Christian Braad Thomsen afviste dog på det kraftigste de kontroversielle udtalelser.

- Det er meget kompliceret at svare på sådan noget. Jeg giver ikke en skid for sådan nogle løstrevne citater. Jeg har igen og igen sagt, at incest og pædofili er et produkt af syge familier. Det er da bestemt ikke noget, jeg går ind for, sagde Christian Braad Thomsen.

Søren K. Villemoes fastholdt anklagerne og pointerede, at Braad Thomsens udtalelser er et godt eksempel på, at der i 70erne var en udbredt undskyldning for, at pædofili var en del af den seksuelle frigørelse.

- Du er en ynkelig løgner, når du kommer med den slags, sagde Christian Braad Thomsen, som understregede, at 70'erne var en tryg tid for børn at vokse op i.

- Det var utrolig trygt i modsætning til i dag, som er ganske forfærdelig. Børnelokkere har eksisteret til alle tider - de fandtes i 70'erne, men der var ikke mange - og vi passede godt på vores børn i modsætning til nu, sagde Christian Braad Thomsen.

Børneporno var en ventil

Et tv-klip fra 1979 viste den danske professor i kriminologi på Københavns Universitet Berl Kutchinsky forsvare børneporno ved at udtale, at børneporno var en slags ventil.

- Så har man betalt med et onde ved, at børn medvirker i børneporno for at slippe for et andet onde - altså uterlighedssager, som mange mennesker ville anse som betydeligt større, lød det fra Kutchinsky.

Christian Braad Thomsen erkendte, at han havde et nært kendskab til Kutchinsky og var enig med ham.

- Han og jeg var fuldstændigt enige om, at sex mellem børn og voksne var uacceptabelt, sagde Braad Thomsen.

Fortrængte virkeligheden

Søren K. Villemoes mente, at Braad Thomsen fortrængte realiteterne fra 70'erne.

- Folk har virkelig en dårlig hukommelse. At Christian siger, at han slet ikke kan huske, at Berl Kutchinsky var en stor sag, at han forsvarede sex med børn. Vi glemmer det, fordi vi har en national stolthed i vores sind af, at 70'erne var den gyldne æra for vores frisind. Vi husker den tid i meget flatterende, romantiske vendinger, sagde Søren K. Villemoes.

Kønsforsker på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke er enig med Søren K. Villemoes. Han siger, at man slet ikke havde blik for konsekvenserne af sex mellem børn og voksne tilbage i 70'erne.

- Man havde slet ikke den her krænkerforståelse. Nogens seksuelle leg, var der nogen, der betalte en pris for. Der var et helt andet fokus, og den slags handlinger var ikke fredet. Man havde en forestilling om et ligeværd. At kunne indgå i seksuelle relationer krævede ikke en vis modenhed. Det var en frygtelig naiv tanke, og vi er heldigvis kommet langt, sagde Kenneth Reinicke.

Christian Braad Thomsen sluttede af med igen at understrege, at 70'erne var en meget tryg tid for børn at vokse op i.

- De overgreb, Søren taler om, er fri fantasi. Der var ikke flere overgreb, end der altid har været. Den ideologi om, at sex mellem børn og voksne var ok, fandtes ikke, sagde Christian Braad Thomsen.

Facebook
Twitter