Opjusterer dødstallet: Yderligere to dræbte i Storebæltsulykke

Ulykken i går morges har nu kostet otte personer livet.

Politiet har arbejdet hele natten på at undersøge det forulykkede tog, der i går kørte galt på Storebælt.

Fyns Politi har fundet yderligere to dræbte, så dødstallet er nu oppe på otte.

Der er tale om fem kvinder og tre mænd, og politiet kan nu udelukke, at der er flere dræbte, oplyser politidirektør Arne Gram på et pressemøde. Der er ingen børn blandt de dræbte.

- Vores undersøgelse i toget har desværre vist, at der var yderligere to dræbte i toget, siger Arne Gram.

Der er også 16 sårede i ulykken, og flere af disse er stadig indlagt, oplyser politiet, der endnu ikke kan sige mere om deres tilstand.

Chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj siger på pressemødet, at politiet et "ret sikre" på identiteten på fire af de dræbte, mens fire andre endnu ikke er identificeret.

- Vi arbejder så hurtigt, vi kan, for at få dem identificeret. Vi gør det under forholdsvist svære vilkår. Vi benytter tandkort og DNA, da nogle af dem er meget svært tilskadekomne. Vi er der nu, hvor vi er ret sikre på fire af dem, siger chefpolitinspektøren.

I en pressemeddelelse skriver politiet, at antallet af savnede i går var otte, og at det antal svarer til antallet af dræbte. Politiet har derfor i nat været i kontakt med de pårørende til de savnede.

- Vi håber og arbejder af alle kræfter på at få endeligt identificeret de omkomne i løbet af i dag, så de pårørende kan få endelig vished om, hvad der er sket med deres kære, lyder det i politiets pressemeddelelse.

(© DR Nyheder)
(© DR Nyheder)

Ramte en lastvognstrailer

Ulykken skete omkring 07.35 i går morges, da et lyntog kørte mod Sjælland. Her blev det ramt af gods fra et modkørende godstog, som kørte med øl, og måtte her foretage en hård opbremsning.

Ifølge Havarikommissionens foreløbige undersøgelse ramte toget en tom lastvognstrailer.

Bo Haaning, der er souschef for Havarikommissionen, ville i går ikke konkludere, at traileren var skyld i ulykken, eller om der eventuelt kan være andre ting, der har ramt toget.

- Der var en tom lastvognstrailer, der sad oven på en godsvogn, der faldt af. Den har enten ramt toget, eller også er toget kørt ind i den, sagde Bo Haaning.

Ulykken har også medført, at der ikke er kørt tog over Storebælt siden i går morges. DSB forventer, at de første tog igen vil køre klokken 10. Der vil dog først køre lyntog senere i dag.

DSB opfordrer borgere til at holde sig opdateret på dsb.dk og Rejseplanen.

Ifølge DSB var der 131 passagerer og tre medarbejdere fra DSB med i det forulykkede tog.

Facebook
Twitter