Oplever du togforsinkelser? Det gør 80.000 passagerer hver eneste dag

Sidste år kom tusindvis af togpassagerer for sent frem, når de valgte den kollektive transport.

Der er cirka 547.000 daglige togpassagerer i Danmark, og dermed er cirka 14,5 procent af dem dagligt forsinket, viser tal fra Forbrugerrådet Tænk. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Scanpix)

At stå og vente på toget, ja, det er ikke ligefrem en yndlingsbeskæftigelse. Men ikke desto mindre har det været en realitet for 80.000 togpassagerer hver eneste dag i 2016. Det viser en ny beregning fra Forbrugerrådet Tænk.

Og det er utilfredsstillende for passagererne, som oplever konsekvenser både på arbejdsfronten og i privatlivet, mener vicedirektør i Tænk Vagn Jelsøe.

- Forsinkelser er noget, der virkelig frustrerer folk. Der er fastsat nogle mål for DSB’s punktlighed, dem lever de ikke op til, så de gør det ikke godt nok. Vi vil simpelthen have nogle tog med køreplaner, vi kan stole på.

I alt medtager de danske tog cirka 547.000 passagerer hver dag, og dermed var cirka 14,5 procent af passagerne forsinket i 2016.

DSB erkender

En passager er forsinket, hvis toget kommer frem til destinationen 3 minutter eller mere efter køreplanen. Forsinkelserne er et samlet billede for både Arriva og DSB, og hos DSB er det især på lokal- og fjernstrækninger, at problemet har været størst. Her blev end hver fjerde passager forsinket sidste år.

DSB påpeger, at 2016 var et særligt dårligt år for DSB, men erkender, at der fortsat er udfordringer.

- Implementeringen af et nyt signalsystem og sporarbejder forskellige steder gør, at der er en hel del forsinkelser stadigvæk, men resultatet er samlet set i bedring. Når vi kigger på 2017 glæder vi os over, at situationen er anderledes, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov.

De foreløbige tal fra Passagerpulsen for 2017 viser, at antal af forsinkelser er i bedring og nærmer sig de fastsatte målsætninger om punktlighed.

Hvem har ansvaret?

Men det er ikke alene DSB, som passagererne bør pege fingre ad, når ansvaret for forsinkelser skal placeres. Der er flere ansvarlige parter.

Selv om trafikselskaberne bærer et stort ansvar, er det i sidste ende politikerne, der har skabt problemet, mener trafikforsker Niels Melchior fra Aalborg Universitet.

- En del af skylden falder tilbage på, at man ikke har moderniseret jernbanenettet i tide. Forsinkelserne er åbenbart det, politikerne mener, er godt nok, siden man ikke har investeret på et tidligere tidspunkt, siger han.

Forbrugerrådet Tænk peger også i retning af Christiansborg, der bør tage problemet seriøst

- Hvis vi skal have tilfredse passagerer i vores kollektive trafik, så er det virkelig her, der skal gøres en stor indsats, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Togforsinkelser i 2016

  • DSB fjern-og regionaltog:

  • 74 procent kom frem til tiden

  • Antal forsinkede passagerer i hele 2016: 19.855.000.

  • Antal forsinkede passagerer pr. dag: 54.400.

  • DSB S-tog:

  • 92,6 procent kom frem til tiden.

  • Antal forsinkede passagerer i hele 2016: 8.604.000.

  • Antal forsinkede passagerer pr. dag: 23.600.

  • Arriva tog:

  • 93,2 procent kom frem til tiden.

  • Antal forsinkede passagerer i hele 2016: 467.000.

  • Antal forsinkede passagerer pr. dag: 1.300.

  • I alt

  • Antal forsinkede passagerer i hele 2016: 28.926.000.

  • Antal forsinkede passagerer pr. dag: 79.200Kilde: Passagerpulsen fra Forbrugerrådet Tænk. Baseret på tal fra passagertal DSB og Arriva. Kundepunktlighedstal fra Banedanmark.