Oppositionen kritiserer minister i IC4-sag

Transportministeriet burde have sagt fra over for leverandøren af IC4-tog for længe siden, mener oppositionen.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) meldte tidligere i dag ud, at man vil lave en undersøgelse for at forsøge at slippe ud af købet af de skandaleramte IC4-tog. Men det er alt for sent, mener oppositionen.

- Det er fuldkommen forrykt. Vi synes, det er i orden at lave undersøgelsen, men vi synes, man burde have gjort det for længe siden. Hvorfor har det her kunnet blive ved? Man modtager tog, der ikke er i orden, hvorfor har man ikke gjort noget fra ministeriets side?, siger Magnus Heunicke, der er socialdemokraternes transportordfører, til DR Nyheder.

"Man kunne være kommet ud af kontrakten"

DSB's jurister skal nu undersøge mulighederne for, at opsige kontrakten om de italiensk leverede IC4-togene fra AnsaldoBreda. Men ifølge oppositionen har der været rig mulighed for at iværksætte sådan en undersøgelse tidligere.

Ifølge De Radikales trafikordfører, Johs. Poulsen, fik Folketinget præsenteret et ultimatum tilbage i 2009, hvor det blev gjort klart, at hvis kvaliteten af IC4-togene ikke var ordentlig, så var det muligt at komme ud af kontrakten.

- Og det ultimatum er ikke blevet ført ud i livet. Hvis man havde håndteret det ordentligt, så ville man formodentlig kunne være kommet ud af kontrakten med IC4-togene nu og til gavn for passagererne få noget meget bedre materiale og bedre tog ind, siger han til DR Nyheder.

Forstår ikke ministerens afvisning

Oppositionen ønskede derfor under forhandlingerne torsdag morgen en større undersøgelse af ministeriets ansvar i sagen. Da resten af transportforligsparterne ikke var enige i sådan en undersøgelse, valgte SF, R, S og EL ikke at medvirke i aftalen.

De Radikales trafikordfører, forstår ikke transportforligsparternes beslutning.

- Jeg forstår ikke hvorfor ministeren afviser at få belyst, hvad det er, der har gjort, at man er der, hvor man er i dag. Han siger til os, at det er DSB's skyld, men man må bare konstatere, at staten er ejer af DSB, der er kvartalsvise møder mellem ministeren og DSB, og alligevel er altid sådan, at når der er et problem, så er det alle de andre end ministeren, siger han."Gode planer er ingen garanti"Enhedslisten gruppeformand Per Clausen er glad for transportforligsparternes beslutning om at forsøge at slippe ud af købet af IC4-togene, men sætter ikke håbet for højt.

- Erfaringerne viser os desværre, at gode planer ikke er nogen garanti for gode resultater i denne sag, siger Per Clausen i en pressemeddelelse.

"Nu må det altså være fremad"

Transportminister Hans Christian Schmidt selv mener dog ikke, at en tilbageskuende undersøgelse er nødvendig.

- Nu må man forstå, at DSB ikke kan holde til flere undersøgelser efter min mening. Hvis direktionen og de resterende skal bruge deres tid på at se bagud, så er det håbløst for dem, Nu må det altså være fremad, siger han til DR Nyheder.

Heller ikke Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen er fortaler for en undersøgelse af ministeriets ansvar i sagen.

- Vi kan godt lave en historisk optegnelse over, hvem der var skyld i, at vi købte de her tog, og det var den daværende S-R-regering, men det er pendlerne jo ligeglade med. Det, der er vigtigt, er, at vi har lavet en handlingsplan, som DF bakker op omkring, siger han.

DSB har indtil nu modtaget 43 IC4-togsæt fra AnsaldoBreda.

Facebook
Twitter