Opråb efter hackerangreb: Husk nu at opdatere dit antivirusprogram

Danskerne er de mest digitale i Europa, men alligevel bruger halvdelen ikke antivirusprogrammer, lyder det fra Rådet for Digital Sikkerhed.

Vi bliver nødt til at tage digital sikkerhed seriøst, og det er vigtigt, at alle får sig en digital bevidsthed, lyder det fra Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed. (Foto: DAMIEN MEYER © Scanpix)

Gårsdagens verdensomspændende hackerangreb, som har ramt tusindvis af computere i op mod 100 lande, har endnu engang sat fokus på cybersikkerhed.

Ifølge de foreløbige meldinger er det primært virksomheder og organisationer, der er blevet angrebet, og som nu bliver afpresset til at betale tusindvis af kroner for at få adgang til deres digitale dokumenter igen.

Men privatpersoner skal også tage sig i agt, fortæller Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

- Man tror aldrig, at det rammer én, før det rent faktisk sker. Danmark er det mest digitale land i Europa, men alligevel er vores vurdering, at over halvdelen af danskerne ikke bruger antivirusprogrammer, siger han og fortsætter:

- Vi bliver nødt til at tage digital sikkerhed seriøst, og det er vigtigt, at alle får sig en digital bevidsthed.

Småbeløb er til at betale

Gårsdagens angreb blev udført ved, at det såkaldte ransomware 'WannaCry' blev spredt på computerne og derefter tog deres filer, billeder og programmer som gidsler.

Nu kræver bagmændene en løsesum på mellem 2.000 og 4.000 kroner, hvis brugerne vil have adgang til deres data igen.

Ifølge formanden for Rådet for Digital Sikkerhed er det ikke normalt at se hackerangreb i denne størrelse. Men selve ransomware-metoden er bestemt ikke ny, understreger han.

- Der findes ingen statistik på, hvor mange privatpersoner der bliver ramt af cyberangreb. Men der sker, og mange betaler hackerne uden at rapportere det til politiet, siger han og fortsætter:

- Netop fordi løsesummen ikke er højere end et par tusinde kroner, er der mange, der gerne vil betale det for at få adgang igen til deres personlige billeder og minder fra fødselsdage og ferier. Hvis beløbet eksempelvis var på 20.000 kroner, ville færre nok være tilbøjelige til at betale, siger han.

Brug for flere penge

Hvis man vil undgå hackerangreb, skal man derfor tage udfordringen alvorlig, understreger Rasmus Theede.

- Sørg for at opdatere antivirusprogrammet på din computer og tag backup af din data og dine filer. Mange bruger stadigvæk operativsystemet Windows XP på deres computere, selvom det er udgået, og der ikke længere kommer opdateringer til det. Det bør man overveje at udskifte, siger han.

Derudover opfordrer han politikerne til at tage problemet med cybersikkerhed mere alvorligt.

- Vi ser gerne, at man fra politisk side sætter mere ind for at få skabt en digital bevidsthed. Når man fra politisk side har valgt at tvangsdigitalisere danskerne, bør de også tage et større ansvar. Men det er begrænset, hvor mange penge, der bliver afsat til det her, og det er et problem, siger formanden for Rådet for Digital Sikkerhed.

Sådan virker ransomware

  • Wannacry er en form for såkaldt ransomware, der låser filer på din computer og krypterer dem, så du ikke selv kan tilgå dem længere.

  • Krypteres dine filer, forlanges der betaling i bitcoins, for at du igen kan få adgang til din computer.

  • Eksperter advarer mod at betale sig adgang til filerne, da der ikke er nogen garanti for, at man får kontrollen over sin computer tilbage.

Sådan spredes ransomware

  • Ransomware lagrer sig på din computer, enten fordi du klikker på en forkert vedhæftning eller downloader en forkert fil. Derefter holder den noget, du har, som gidsel.

  • Flere firmaer, der specialiserer i cybersikkerhed, siger, at Wannacry udnytter en svaghed i Microsoft, og at Microsoft har lukket den svaghed i marts. Men mange opdaterer ikke deres styresystem, og det betyder, at det kan være nemmere for programmet at få adgang til computere.

Rettelse: I den oprindelige udgave stod der, at folk skal huske at opdatere deres virusprogrammer. Der skulle selvfølgelig have stået antivirusprogrammer. DR Nyheder beklager.

FacebookTwitter