Opråb efter 'skræmmende' skjulte optagelser: Problemer på danske plejehjem er udbredte

Skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus blev i går vist af Ekstra Bladet, selvom TV2 havde fået forbud mod at bringe dem.

Skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Viby har skabt røre. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Det er på tide at tage et grundigt kig på forholdene og løfte kvaliteten af de sundhedsfaglige kompetencer på de danske plejehjem.

Det mener Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen, der reagerer på, at Ekstra Bladet i går bragte klip optaget med skjult kamera fra et plejehjem i Aarhus.

Optagelserne stammer egentlig fra en TV2-dokumentar, som dog endnu ikke er blevet vist. Vestre Landsret har nemlig nedlagt et såkaldt fogedforbud mod, at TV2 må vise optagelserne af hensyn til en dement kvinde, der optræder i dokumentaren.

Eksperter har overfor TV2 og Ekstra Bladet betegnet episoder i optagelserne som omsorgssvigt og nedværdigende behandling af den demente kvinde.

Og den vurdering er Nis Peter Nissen fra Alzheimererforeningen enig i. Han kalder episoderne for 'skræmmende og forfærdelige'.

- Det her er ganske graverende. Så nu bør vi stoppe op og sørge for, at der kommer en mere anstændig behandling af de mest sårbare patienter, vi har i Danmark, siger han til radioprogrammet Orientering på P1.

Opfattelsen af plejehjem skal ændres

Og selvom optagelserne stammer fra et enkelt plejehjem, mener han, at de viser et større og mere generelt problem.

- Episoder med dårlig behandling på plejehjem er ganske udbredte.

- Hvis vi ikke gør noget anderledes i fremtiden, vil vi se meget mere af det her, siger Nis Peter Nissen.

Derfor mener Alzheimerforeningen, at der er brug for, at man i Danmark ændrer opfattelsen af, hvad et plejehjem er.

- Vi har for længe opfattet plejehjem som et sted, hvor der bor ældre mennesker. Ja, de er ældre, men det er ikke på grund af ens alder, man bor på plejehjem. Man kommer på plejehjem i Danmark, når man er alvorligt syg. De fleste lider af fremskreden demens, men de har typisk også 2-3 andre kroniske lidelser.

- Så vi bliver nødt til at betragte plejehjemmene som en del af sundhedsvæsenet, og vi bliver nødt til at løfte kvaliteten af den sundhedsfaglige behandling, så den svarer til kvaliteten i resten af sundhedsvæsnet, siger Nis Peter Nissen.

Samtidig foreslår han, at man indfører en form for grundnormering i stil med de minimumsnormeringer, som Folketinget har besluttet at indføre i daginstitutionerne.

Ekstra Bladet bragte TV2's optagelser

Diskussionen om behandlingen af demensramte på danske plejehjem blussede op i går, da Ekstra Bladet på eb.dk viste de omtalte optagelser af behandlingen af en 90-årig demensramt kvinde.

Kvindens syv børn og barnebarn, der er værge for hende, har ellers ønsket, at optagelserne, der er gennemført over 16 dage i efteråret 2019, skulle frem.

Landsretten har forbudt TV2, som er i besiddelse af optagelserne, at bruge dem, da det vurderes, at kvinden ikke er i stand til at give samtykke.

Dermed har retten givet Aarhus Kommune medhold i, at hverken en dement beboer eller vedkommendes pårørende kunne udstyre TV2 med samtykke til optagelser med skjult kamera på plejehjemmet Kongsgården.

Den beslutning har Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, tidligere i dag kaldt "dunkel".

- Aarhus Kommune forsøger at gemme nogle meget vigtige optagelser med en katastrofal behandling af ældre mennesker på plejehjemmene.

- Derfor har vi den opfattelse, at kommunen bør frigive de optagelser, så hele Danmark kan se, hvilken tilstand ældreplejen er i, sagde han til Ritzau.

Har ført til fyringer og undersøgelse

Der blev første gang nedlagt fogedforbud mod optagelserne tilbage i marts, og det blev stadfæstet for en uge siden i Vestre Landsret.

I går bragte Ekstra Bladet så dele af optagelserne, som avisen ikke vil fortælle, hvordan den er kommet i besiddelse af.

"I den her situation er alle regler sat ud af kraft, og jeg ved, vi har brudt alt, hvad der hedder ophavsret og alt muligt andet. Jeg kan kun sige, at jeg håber, TV2 får lov at vise hele dokumentaren," siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Chefredaktør Poul Madsen har argumenteret for, at optagelserne er så vigtige at få frem, at det var nødvendigt at bringe dem - trods fogedforbuddet mod TV2.

- Hvis man ikke får vist klippene, tror jeg ikke på, at den her debat kan fortsætte, så der kan komme en konsekvens af det. Vi kan ikke være bekendt at behandle vores ældre på den her måde, siger Poul Madsen.

Ekstra Bladet har dog ikke fået tilladelse af TV2 til at vise klip fra dokumentaren, og derfor tog sagen i dag endnu en drejning. For TV2 kræver nu optagelserne fjernet fra eb.dk og har derfor sendt en såkaldt forbudsbegæring til avisen og Københavns Byret.

Siden optagelserne blev lavet, er den demensramte kvinde kommet på et andet plejehjem, og Aarhus Kommune har erkendt de kritisable forhold.

Det har blandt andet ført til flere fyringer, ligesom en undersøgelse er igangsat.

Facebook
Twitter