Opråb fra forældre: Børn bliver svigtet, hvis der ikke ansættes flere pædagoger

Der bør være en øvre grænse for, hvor mange børn en pædagog har ansvar for i daginstitutionerne, mener både forældre, pædagoger og flere eksperter.

- Det er en skræmmende tanke, at der kan sidde et barn, der ikke får sine behov opfyldt, fordi der ikke er hænder nok. Det er jo hele fundamentet for børnenes liv, som bliver bygget de første år.

Sådan lyder det fra Tine Vantore, der lige har afleveret sin fireårige datter Molly i Nøddebo Børnehave i Solrød Strand, og meget tyder på, at der er børn i de danske dagtilbud, der ikke får den nødvendige opmærksomhed.

Det fortæller professor Charlotte Ringsmose fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, og henviser til en undersøgelse fortaget af Rambøll, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Den viser nemlig, at der er op til to års sproglig forskel på de svageste og stærkeste børn.

- Der er brug for politisk handling, så vi kan sikre, at der er nok hænder til at passe vores børn, lyder kravet fra formand for Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner, FOLA, Louise Gjervig Lehn.

- Børn råber på opmærksomhed i dagtilbuddene, hvor de bruger rigtig meget tid i dag. Institutionen betyder essentielle ting for deres udvikling, og så føler vi jo indirekte, at vi er med til omsorgssvigt af vores børn, når vi afleverer og godt ved, at kvaliteten er så dårlig, siger hun.

Derfor ventes det kommende dagtilbudsudspil fra den konservative børne- og socialminister, Mai Mercado, også med stor spænding.

Regeringen har på finansloven for 2017 afsat 580 millioner kroner over de næste fire år til at løfte dagtilbudsområdet.

Minimumsnormeringer er udelukket

Men forældrene har ikke den nødvendige politiske opbakning til at indføre minimumsnormeringer i danske dagtilbud.

Kun tre ud af Folketingets ni partier ønsker at lave en minimumsnormering for, hvor mange børn der højest må være per voksen. Det viser en rundringning foretaget af DR Nyheder til Folketingets børneordførere.

Børne- og socialminister Mai Mercado har slået fast, at regeringens udspil ikke kommer til at indeholde minimumsnormeringer. Det er for rigid og dyr en løsning, fortalte hun til DR Nyheder i starten af året.

Det afholder ikke Forældrenes Landsorganisation, FOLA, og pædagogernes fagforening, BUPL, fra stadig at sætte minimumsnormeringer øverst på deres ønskeseddel.

Ifølge formand for BUPL, Elisa Bergmann, er de politiske partier ude af trit med danskerne.

- Ni ud af ti danskere ønsker minimumsnormeringer, og det koster selvfølgelig penge, men vi ved fra forskning, at investeringer i børnene i de tidlige år kommer mange gange igen senere i livet, siger hun.

Normeringer påvirker kvaliteten

Ifølge professor ved DPU, Charlotte Ringsmose, der forsker i kvaliteten af dagtilbud, er det især de udsatte børn, der taber i kampen om pædagogernes nærvær.

Situationen i dag er ikke bedre end for tre årtier siden, mener hun, og kigger man på udviklingen i antallet af udsatte børn, har tallet stået stille siden 1970’erne, fortæller Charlotte Ringsmose.

I Nøddebo Børnehave oplever mor Tine Vantore dog ikke, at der er et generelt problem med mangel på hænder, men hun synes, at det er tydeligt, at personalet kan været presset i ydertimerne, hvor bemandingen ofte er lav, og der kan være kamp om en nærværende pædagog. Stod det til hende, så var minimumsnormeringer en selvfølge.

Og normeringer har stor betydning for kvaliteten af dagtilbuddene, lyder det fra professor Charlotte Ringsmose.

- Hvis man hele tiden kommer ét barn mere ind, så bliver det på et tidspunkt meget vanskeligt at have den gode udviklende relationen, som vi ved har så stor betydning, med hvert enkelt barn, siger hun.

Frihed til institutionerne

Socialdemokraterne er imod at fastsætte en grænse form, hvor mange børn en pædagog må have ansvar for.

Det bunder i en frygt for, at minimum bliver til maksimum. Dansk Folkeparti følger trop og peger på, at det tidligere er set på ældreområdet, at et fastsat minimum blev til standard ude i kommunerne.

Desuden skal der være plads til frihed i kommunerne, mener børneordfører i Dansk Folkeparti, Pernille Bendixen.

- Det må være op til kommunerne selv at finde ud af, hvordan det skal være strikket sammen, siger hun.

Børnenes fundament er vigtig

Frihed til kommunerne løser dog ikke problemerne, mener SF’s børneordfører, Jacob Mark, der ønsker sig en fastsat grænse for, hvor mange børn der må være pr. pædagog i landets dagtilbud.

- Det største problem er, at der ikke er voksne nok ude i institutionerne, mens al forskning peger på, at den tidlige indsats har kæmpe betydning for børnenes trivsel og muligheder, og derfor er det tåbeligt, at der ikke er voksne nok, siger han.

Børnenes fundament bør være det altoverskyggende ifølge Tine Vantore, mor til fireårige Molly. Hun ville ønske, at der ikke var mere end tre børn pr. voksen, men hun ved også godt, at der skal spares. Datteren Molly bekymrer hun sig dog ikke om.

- Når jeg kommer og henter Molly, har hun aldrig tid til at skulle med hjem, så jeg ved, at hun har det godt her i børnehaven, fortæller Tine Vantore.

Spørgsmålsformuleringen i afstemningen er blevet ændret efter publiceringen af artiklen. 'Minimumsgrænse' er ændret til 'øvre grænse' - vi beklager fejlen.

Facebook
Twitter