Optrappet bandekonflikt: Politiet siger 'nu er det nok' efter skud og eksplosioner

Her er et overblik over volden, der ligger til grund for de sjællandske visitationszoner.

Den verserende bandekonflikt kostede i mandags sit første dødsoffer, da en 22-årig døde, efter der blev skudt mod den bil, han og to andre befandt sig i i Ishøj. (Foto: Presse-fotos.dk © Scanpix)

Det er en optrappet konflikt mellem to rivaliserende bandegrupperinger, der har ført til, at tre sjællandske politikredse har oprettet visitationszoner for at skabe tryghed for borgerne.

Det bekræfter vicepolitiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter Søren Have Enevoldsen over for DR Nyheder.

- Der er tale om de grupperinger, der befinder sig i Storkøbenhavn, som hedder Brothas og NNV, som står for Nord-Nordvest, fortæller han.

- Vi holder øje med, hvad der sker, og når vi vurderer, at nu er det nok, så går vi ind og erklærer den her konflikt, som vi så arbejder videre med.

Konflikten har i løbet af det seneste halve år medført en række voldelige sammenstød - blandt andet skudepisoder i Ishøj, Hundige og Greve nær København.

De er disse sammenstød, som Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi angiver som årsagerne til, at politiet frem til 30. september kan visitere alle personer i de pågældende zoner uden at have sigtet dem først.

DR Nyheder har søgt aktindsigt i, hvilke episoder der har fået politiet til at indføre visitationszoner. Indtil videre har vi fået svar fra de to sidstnævnte politikredse.

Drab og trusler i Ishøj

Københavns Vestegns Politi henviser først og fremmest til skuddrabet i søndags ved et beboelsesområde på Gildbrovej i Ishøj.

Her affyrede to mænd mellem 20 og 30 skud mod en sort Audi, hvor en 22-årig mistede livet og en jævnaldrende blev ramt i ballen. En tredje mand skar sig på glas fra bilen.

Politiet nævnte i den forbindelse, at gerningsmændene kan have kørt i en lys Volkswagen Golf.

Episoden er indtil videre den eneste med relation til bandekonflikten, der er endt med dødelig udgang.

Politikredsen nævner derudover en anden episode, der fandt sted tre dage forinden, 12. september.

Her blev to personer på en parkeringsplads ud for Ågården truet med pistol og gevær til at forlade den bil, de sad i, og som gerningsmændene efterfølgende kørte væk i.

Herunder kan du se visitationszonen i Københavns Vestegns Politikreds.

Visitationszonen i Ishøj, hvor Københavns Vestegns Politi vurderer, at der er et forhøjet trusselsniveau omkring en kriminel gruppering. (© (C) DR Nyheder)
Visitationszonen i Ishøj, hvor Københavns Vestegns Politi vurderer, at der er et forhøjet trusselsniveau omkring en kriminel gruppering. (© DR Nyheder)

Skud foran McDonalds

De ene af de to bandegrupperinger, Brothas, var forrige år i konflikt med banden Loyal To Familia. De førte til skyderier, der kostede tre mennesker livet og sårede 25, før der blev sluttet fred. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Midt- og Vestsjællands Politi nævner fire episoder i politikredsen, som menes at være relateret til bandekonflikten:

Den seneste fandt sted for lidt over en uge siden, 11. september, på vejen Over Bølgen, der ligger ved butikscentret Waves i Hundige ved Greve.

Her blev der affyret 15-16 skud efter to personbiler, som holdt på parkeringspladsen ved en McDonalds-restaurant.

Skuddene blev affyret af en maskeret mand i en mørk personbil, muligvis en BMW. Ingen kom til skade ved episoden.

Tre episoder i Gersagerparken

To uger forinden, 27. august, fandt en anden hændelse sted, som politiet betragter som banderelateret.

Her blev beboerne i Gersagerparken ved Greve vækket af et højt brag, en eksplosion, som smadrede et opgangsparti med en kraft, der svarer til en håndgranat.

Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.

Samme boligkvarter kunne i sommer, 27. juni, været blevet drabssted, da en 27-årig mand blev ramt af skud i brystet affyret fra en bil.

Han blev slap dog fra drabsforsøget med livet i behold.

Gersagerparken var også gerningsstedet, da en eksplosion fandt sted i foråret, 19. april om natten. Her blev flere biler ødelagt.

Herunder kan du se visitationszonen i Hundige.

Visitationszonen i Hundige. (© DR Nyheder)
Visitationszonen i Hundige. (© DR Nyheder)

Knivoverfald på Nørrebro

Københavns Politi har som nævnt ikke besvaret DR's anmodning om aktindsigt.

Men ifølge DR Nyheders oplysninger har der også her været voldelige episoder mellem Brothas og NNV, som tidligere var en del af Brothas, i København.

Her fandt et knivoverfald sted 24. august på Nørrebrogade på det ydre Nørrebro, hvor en 28-årig mand blev såret i ballen, låret og armen.

De to personer, som blev anholdt i forbindelse med episoden, er ifølge DR Nyheders oplysninger begge tilknyttet den ene af de to rivaliserende bandegrupperinger.

Herunder kan du se visitationszonen i Nørrebro og Københavns nordvestkvarter.

Visitationszonen på Nørrebro og i Nordvest. (© (C) DR Nyheder)
Visitationszonen på Nørrebro og i Nordvest. (© (C) DR Nyheder)

Fyn: 51 våben beslaglagt i dag

Mens visitationszonerne bliver håndhævet på Sjælland, blev der i dag gennemført en stor aktion på Fyn mod personer, der menes at distribuere våben til bandekonflikten.

- Det er vores klare opfattelse, at de her våben var målrettet den bandekonflikt, der kører på Sjælland, lød det fra Torben Henriksen, vicepolitiinspektør i SEØ, i den forbindelse.

14 personer blev anholdt, hvoraf to nu er varetægtsfængslet. Seks andre ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.