Oralsex øger risiko for HPV-forårsaget kræft i mandlerne

Flere og flere mænd bliver diagnosticeret med HPV-forårsaget kræft i mandlerne.

Man har mistanke om, at oralsex kan have farlige konsekvenser. (© Colourbox)

Flere og flere mænd får diagnosticeret en HPV-forårsaget kræft i mundhulen - specielt i mandlerne.

Årsagen skal blandt andet findes i vores seksualvaner, fortæller læge og ph.d. ved Institut for Klinisk Medicin Pernille Lassen.

- Der er det især antallet af forskellige seksualpartnere, men specielt også oralsex, som man har en mistanke om, øger risikoen, siger hun.

Ifølge tal fra Aarhus Universitet fik 243 mænd i 2013 konstateret kræft i mundhulen på grund af HPV.

Tegn på mund-til-mund smitte

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside fremgår det også, at oralsex øger risikoen for infektion med HPV, da virusset smitter gennem sex.

Organisationen skriver desuden, at infektionen muligvis også kan overføres gennem tæt mund-til-mund kontakt.

"Forskningen på dette område er dog stadig relativ ny og dermed mindre sikker," skriver Kræftens Bekæmpelse.

Smitte er ikke lig med kræft

Selvom man bliver smittet med HPV, så er det langt fra alle, der udvikler kræft.

Faktisk forlyder det fra Rigshospitalet, at HPV er så udbredt, at flertallet af seksuelt aktive kvinder og mænd på et eller andet tidspunkt bliver smittet.

I de fleste af disse tilfælde bekæmper kroppen dog selv HPV i løbet af op til et år.