Organisationer kræver svar: Hvorfor blev spejdermøde lukket ned med kort varsel?

Dansk Ungdoms Fællesråd efterlyser klarere retningslinjer. Minister kan godt forstå frustration.

Deltagerne til KFUM-spejdernes landmøde forlader salen, efter at de har netop fået at vide, at landsmødet er slut. Læg mærke til stolene, der peger mod scenen, på billedet, som DR har lånt af en deltager. (Foto: Lars B. Dybdahl)

Lørdag eftermiddag måtte generalsekretær Thomas Kirkeskov gå den tunge gang til talerstolen og fortælle de godt 300 deltagere, at KFUM-spejdernes landsmøde var blevet lukket af politiet.

- Der gik et sus gennem forsamlingen, fortæller Thomas Kirkeskov.

- Der var sådan en måbende reaktion, fordi vi havde jo fortalt deltagerne, at vi havde arrangeret et ansvarsfuldt landsmøde. At vi havde overholdt alle retningslinjer, og derfor var det enormt svært at kommunikere til alle vores deltagere bagefter, at det havde vi så ikke -efter Rigspolitiets opfattelse, fortæller han.

Ved 17-tiden lørdag stod Sydøstjyllands Politi i Messecenter C i Fredericia og fortalte arrangørerne af spejdernes landsmøde og generalforsamling, at det var ulovligt ifølge en bekendtgørelse, der var trådt i kraft samme dag klokken 12.

Men inden da havde både KFUM-spejderne og Messecenter C efter bedste evne forsøgt overholde retningslinjerne i bekendtgørelsen, der var blevet offentliggjort ved midnat. Man havde blandt andet vendt stolene, så man sad med ansigtet mod scenen som i en biograf.

Men det var ikke nok. Landsmødet og generalforsamlingen blev lukket, og spejderne måtte rejse hjem med aftensmåltidet pakket ned som take-away.

  • Spejderne bar mundbind, når de bevægede sig rundt i messecenteret. (Foto: Lars B. Dybdahl)
  • Spejderne bar mundbind, når de bevægede sig rundt i messecenteret. (Foto: Lars B. Dybdahl)
1 / 2

'Det er uholdbart'

I dag står både han og flere organisationer tilbage med spørgsmålet: Har man reelt en chance for at nå at orientere sig om de nye retningslinjer, før politiet griber ind?

- Jeg synes, at det er rigtigt ærgerligt, at deres landsmøde bliver aflyst undervejs af politiet, siger formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) Chris Holst Preuss.

- Jeg synes, at det er uholdbart, at vi fra myndighedernes side får en vejledning og et signal, få timer inden arrangementet starter, og at vi så undervejs, mens det er gået i gang, lige pludselig skal agere under et helt andet regelsæt. Som vi ikke er blevet gjort opmærksomme på eller har fået besked om, var på vej, siger han.

- Den usikkerhed, der er nu, gør, at vi råder alle vores medlemmer til som udgangspunkt ikke at afholde større arrangementer under de retningslinjer, som politikerne har givet os, siger DUF-formanden.

Også direktør Grete Højgaard fra Messecenter C undrer sig.

- Jeg er rystet og ked af, at vi ikke fik leveret den ydelse, vi var blevet bedt om at levere. Jeg har personligt talt med politiet forud for arrangementet, og vi har fået godkendt, at de måtte mødes 500 personer.

Beder minister og politiet om redegørelse

I Dansk Industri, der repræsenterer blandt andet messecentre, deler man forbløffelsen. Her vil man bede Rigspolitiet og Justitsministeriet om en redegørelse, fortæller Sune K. Jensen, der er chef for oplevelsesøkonomi og turisme.

- Vi har behov for at få en redegørelse for, hvad der er op og ned i denne her sag. Hvad er det, der helt præcist gav anledning til, at man vurderede, at det ikke kunne være nok med en henstilling om, at kaffen skulle serveres ved bordene eller lignende. Hvad var det, der gjorde, at man mente, at man var nødt til at lukke arrangementet? spørger han.

Sydøstjyllands Politi fortalte lørdag aften, at man havde vurderet, at landsmødet ikke levede op til de retningslinjer for "meningsbefordrende arrangementer" (politiske møder, demonstrationer og den slags ), der gjorde, at man var undtaget for forsamlingsforbuddet.

- Vi var nede for at undersøge det, og så har vi forelagt vores jurister, hvordan der så ud. Derefter besluttede vi i samråd med juristerne at lukke mødet, sagde vagtchef Torben Wind til TV2.

KFUM-spejderne spiser frokost. Det kan stride mod bekendtgørelsen, da man går ind i et tilstødende lokale, og ikke sidder på de faste pladser i salen Arrangørne af mødet havde til gengæld meldt ud, at man ikke måtte sidde sammen med folk fra andre distrikter eller rykke stole sammen. (Foto: Lars B. Dybdahl)

Spejderne gik for meget rundt

I dag henviser man til Rigspolitiet, der skriver i et mailsvar, at den slags arrangementer efter de nye regler kun kan afholdes "hvis deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende".

  • Workshops ved landsmødet kan muligvis være det, der har ført til nedlukningen, da man ikke har faste pladser. Der var dog god plads til deltagerne. (Foto: Lars B. Dybdahl)
  • Workshops ved landsmødet kan muligvis være det, der har ført til nedlukningen, da man ikke har faste pladser. (Foto: Lars B. Dybdahl)
1 / 2

Messecenter C havde vendt stolene op, så de pegede med scenen, men det var ikke nok. Svaret fra Rigspolitiet tyder også på, at et af problemerne var, at spejderne gik for meget rundt.

- Kravet om en fast plads gælder for arrangementet som sådan og indebærer, at deltagerne ikke kan forlade deres pladser for f.eks. at gå ind i et tilstødende lokaler (f.eks. en restaurant) og spise frokost der, uanset de i al væsentlighed sidder på (nye) faste pladser med retning mod en scene, lyder det.

'Meninger brydes'

Og så er der spørgsmålet, om Spejdernes landsmøde og generalforsamling er "meningsbefordrende"- altså vigtigt for ytringsfriheden og demokratiet.

Her skriver Rigspolitiet, at det afhænger af en konkret vurdering, men "det er imidlertid umiddelbart Rigspolitiets vurdering, at en generalforsamling ikke som udgangspunkt kan betragtes som meningsbefordrende.”

Dette falder KFUM-spejdernes generalsekretær for brystet:

- Meninger brydes, og holdninger dannes på sådan en generalforsamling. Jeg kan ikke forstå, at det ikke er en meningsbefordrende aktivitet. Jeg tror, at vi er rigtigt mange organisationer i dette land, der mener, at en generalforsamling er meningsbefordrende aktivitet, siger Thomas Kirkeskov.

Spejderne holdt mindre samlinger udendørs ved deres landsmøde. Og det kan havde været en del af problemet, da man ifølge Rigspolitiet skal sidde ned i "al væsentlighed" på faste pladser. (Foto: Lars B. Dybdahl)

Han er frustreret over, at politiet ikke kom med vejledning til, hvad der var problemet, så man kunne havde løst det på stedet.

- Vi kunne have arrangeret os ud af det. Hvis det er workshops, der er problemet, så havde vi aflyst dem. Hvis det er, fordi folk ikke måtte hente kaffe, så havde vi sørget for at få kaffen serveret, siger han.

- Men vi fik ikke nogen anvisning på, hvordan vi kunne gøre det anderledes, siger Thomas Kirkeskov.

Minister: Ramte skævt

Justitsminister Nick Hækkerup (S), kan godt forstå, at spejderne er frustrerede.

- Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der synes, at reglerne bliver ændret tit. Og at det er svært at vide, præcis hvad man skal, siger han.

- Vi prøver at stå til rådighed med oplysninger, om hvordan reglerne er. I dette tilfælde kommer det til at ramme skævt. Så vidt jeg er informeret, bliver de klokken 11 om formiddagen informeret om, hvad reglerne er. Klokken 12 træder de nye regler i kraft, og så skal politiet selvfølgelig håndhæve de regler, der gælder, siger Nick Hækkerup og tilføjer:

- Jeg forstår, at det foregik i god ro og orden, men jeg kan selvfølgelig godt forstå, at man er ked af det og frustreret over at blive lukket ned.

Ifølge Thomas Kirkeskov fra KFUM-Spejderne informerede politiet dog ikke om nye regler, da de kom forbi klokken 11.

- Vi gik en tur i hallerne, og de syntes alt så rigtigt fint ud, og så kørte de igen med et ønske om et godt landsmøde, fortæller han.

Opdateret med Thomas Kirkeskovs kommentar til justitsministerens svar.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk