Oslo-skyderi ligger i baghovedet hos politiet og Copenhagen Pride inden parade i dag

Det gør selvfølgelig, at vi lige ryster skuldrene, siger chef for politiets beredskab.

WorldPride-parade i København i 2021. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Ólafur Steinar Rye Gestsson)

Når Copenhagen Pride-paraden i dag bevæger sig gennem de københavnske gader, bliver det med Oslo Pride i spidsen.

Det sker for at mindes den epsiode, der fandt sted for godt to måneder siden. Her blev alle arrangementer i forbindelse med Oslo Pride nemlig aflyst, efter to personer blev dræbt og 21 såret ved skyderi foran en bar i Oslo, hvor mange LGBT+-personer kommer.

Episoden ligger ikke langt tilbage, og hos Københavns Politi er det da også noget, man har med i baghovedet.

- Det gør selvfølgelig, at vi lige ryster skuldrene og siger - er vi klar? Og der kunne vi så konstatere, at vi er klar til at håndtere priden i den her uge, siger Peter Dahl, der er chef for beredskabet i Københavns Politi.

Han tilføjer dog, at terrortruslen mod Danmark gennem mange år har været alvorlig, og det betyder, at grundberedsabet i Københavns Politi generelt er højt.

- Det er et arrangement, der fylder en stor del af København, og derfor har vi også aktiveret en stor del af Københavns Politis forskellige kompetencer.

Her kan du høre Peter Dahl, chef for beredskabet i Københavns Politi, forud for paraden:

Der er nærpolitiet, som vil bevæge sig rundt ude i de forskellige distrikter, de almindelige beredskabspatruljer er opmærksomme på områderne, og så er der særlige indsatser - for eksempel på Rådhuspladsen, hvor der er en mobil politistation.

Priden: Vi er ikke nervøse

Hos Copenhagen Pride har man også været i dialog med politiet om epsioden i Oslo.

- Det er selvfølgelig noget, vi har talt med politiet om, hvorvidt det var noget, vi skulle tage bestik af. Og politiet ved, hvordan man håndterer det, og de har selvfølgelig deres efterretninger om sikkerhedssituationen, siger pridens forperson Lars Henriksen.

Han påpeger, at det ikke er noget, de er blevet delagtiggjort i, men at de har fået at vide, at der ikke er grund til at være nervøs.

Lars Henriksen, forperson i Copenhagen Pride:

Priden begyndte i forrige weekend, og indtil videre er den forløbet stille og roligt. Der har dog ifølge politiet været enkelte episoder, hvor nogle har følt sig forulempet.

- Der har været enkelte sager, hvor vi har fået anmeldelser om, at folk er blevet mødt af tilråb af homofobisk karakter, og det er selvfølgelig ikke i orden. Men samlet set er det gået rimelig fornuftigt indtil nu.

Tilbage i 2021 var pride-paraden opdelt i seks mindre optog, som til sidst blev samlet til afslutningsceremoni i Fælledparken.