Otte biler på bilsynscenter i Brøndby er sat i brand

Gerningsmænd har klippet hul i hegnet til et bilsynscenter i Brøndby ved København, og otte biler er udbrændt.

En brandmand arbejder med at slukke branden i Nøglens Kvarter i Albertslund natten til søndag. (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

I nat er otte biler på en parkeringsplads ved et bilsynscenter i Brøndby brændt ud, oplyser Brian Munck, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

- Der er sat ild til flere biler, og i alt er otte biler brændt ud, siger han og tilføjer, at gerningsmændene er trængt ind på grunden ved at klippe hul i hegnet.

Vagtchefen understreger, at brandene på bilsyncentret på Tjørnevangen ikke nødvendigvis har noget at gøre med den bølge af bilbrande, som har ramt især Storkøbenhavn i sensommeren.

Også natten til søndag var der en bilbrand. Her gik det ud over otte biler i en carport i Nøglens Kvarter i Albertslund.

- Branden er opstået i en Toyota Yaris og har derefter spredt sig til de andre biler, fortalte vagtchef Jeff Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.

- Om det er en teknisk fejl i Toyota'en, som får branden til at opstå, eller om der er en anden forklaring, ved vi ikke, siger han.

Rækken af påsatte brande i biler i København og omegn har stået på i flere uger.

En mand mistænkes af politiet for at have en stribe brande på samvittigheden. Siden varetægtsfængslingen af ham har der også været bilbrande.

/ritzau/