Otte skud udløser syv års fængsel og udvisning til LTF'er

Et opgør i den københavnske bandekonflikt får store konsekvenser for en 22-årig somalier.

(Arkiv) To medlemmer af banden Loyal To Familia er blevet dømt i Københavns Byret. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Et 22-årigt medlem af banden Loyal To Familia (LTF) er født og opvokset i Danmark.

Ikke desto mindre har Københavns Byret mandag besluttet, at han skal udvises til hjemlandet Somalia, og at han aldrig må vende tilbage. Hertil kommer en straf på syv års fængsel.

Indgrebet er en konsekvens af otte skud, som den unge mand affyrede under den københavnske bandekonflikt i sommeren 2017.

Skudsalven var rettet mod en sort Volkswagen, og i køretøjet sad tre personer med tilknytning til den rivaliserende bande Brothas.

Gav våben til kammerat

Ingen personer blev ramt, men nævninger og dommere i Københavns Byret mener, at den dømte udsatte rivalerne for livsfare.

Og da episoden skete i forbindelse med en bandekonflikt, vokser straffen helt automatisk til et højere niveau, end hvad man ellers ville se.

I minutterne efter skyderiet, der fandt sted 20. august i krydset mellem Hillerødgade og Esromgade, overdrog den 22-årige våbnet til en kammerat.

Og selv om den 23-årige kammerat således ikke selv deltog i skyderiet, straffes også han hårdt. I hans tilfælde lyder straffen på fængsel i fire et halvt år.

Den udviste Barre har sagen igennem nægtet sig skyldig. Men blandt andet vidneforklaringer og en handske, der med stor sandsynlighed havde hans dna på sig, overbeviste retten om det modsatte.

Hans et år ældre bandebror valgte at tænke over, hvorvidt han vil anke.

/ritzau/