Over 130 mio. kr. til Afrika og Haiti

130 millioner kroner. Så meget nåede den store Danmarks Indsamling op på. Pengene går til til kvinder i Afrika og ofrene for jordskælvet i Haiti.

TV Avisen Kim Bildsøe Lassen og skuespilleren Hella Joof ledede det store indsamlingsshow i Tivolis Koncertsal. (© DR)

Med over 130 millioner kroner satte den store Danmarks Indsamling en eftertrykkelig rekord.

Helt præcis nåede det indsamlede beløb op på 130.612.113 kroner, da det fire timer lange show sluttede lidt over midnat. Det er rekord for de fire år, indsamlingen har været holdt. Sidste år blev der indsamlet godt 78 millioner kroner.

Pengene skulle oprindelig været gået til at hjælpe kvinder i Afrika, men på grund af den store jordskælvskatastrofe i Haiti, blev det besluttet at dele pengene mellem de afrikanske kvinder og det fattige latinamerikanske land.

Hjælp til gravide

I Afrika går pengene til 12 konkrete projekter, bl.a. til at hjælpe gravide kvinder i Zimbabwe, bedre landbrug til kvinderne i Benin og til at forhindre børneægteskaber. På Danmarks Indsamlingens hjemmeside er der en liste over, hvad de 12 projekter går ud på.

Med til at samle de mange penge ind var 28 kendte ansigter, som sammen med 300 frivillige modtog danskernes opkald og bidrag i showets call center.

Seerne kunne komme til at tale med blandt andet skuespilleren Ghita Nørby, tv-manden Bubber, den konservative politiker Naser Khader, den tidligere cykelrytter Brian Holm og vært på TV Avisen Mette Walsted Vestergaard. Også kronprinsparret, som er protektorer for indsamlingen, lagde vejen forbi call centeret.

Begejstring for Boyle

Showet bød blandt andet på sang af den britiske sangerinde Susan Boyle, der på rekordtid er blevet en verdensstjerne efter hun vandt en britisk talentkonkurrence. Også danske Thomas Helmig, Magtens Korridorer og Carmen Koppel var med til at underholde og sætte skub i indsamlingen.

Organisationerne bag indsamlingen er SOS-Børnebyerne, Dansk Røde Kors, Børnefonden, Red Barnet, Unicef, Læger Uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark, Ibis, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.

Facebook
Twitter