Flygtninge i Europa

Over 34.000 danskere sagde 'Welcome to Denmark'

Mere end 34.000 danskere var på gaden i landets største byer - over 30.000 alene i København.

Titusinder af mennesker har ifølge Københavns Politi fyldt Christiansborgs Slotsplads op. (Foto: Jens Norre © DR Nyheder)

I landets største byer blev der lørdag eftermiddag holdt demonstrationer og møder, der har til formål at byde de flygtninge velkommen, der er kommet til Danmark i løbet af den seneste uge.

Titusinder af mennesker fyldte ifølge Københavns Politi Christiansborgs Slotsplads op.

Nogle stillede sig op på kanten rundt om Rytterstatuen for at få et bedre kig hen over paraplyer og børn på skuldre, så de kunne se scenen, hvor flere fra blandt andet gruppen "Refugees Welcome" og "Venligboerne" holdt taler, skriver Ritzau.

Demonstrationen begyndte klokken 13, og omkring klokken 15 begyndte folk så småt at sive, oplyser Københavns Politi.

Alle demonstrationerne forløb roligt.

https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/642669926688362497

- Der er ikke umiddelbart nogen problemer i det. Men man skal holde sig væk i privat bil, for vejene rundt om pladsen er spærret, lød det midt på eftermiddagen fra Kristian Aaskov fra Københavns Politi.

Også demo i Aaalborg, Odense og Padborg

Også i Aalborg, Aarhus, Odense, Svendborg og i Kruså var der planlagt lignende demonstrationer.

Politiet oplyser dog til DR Nyheder, at der var mødt 4-500 stykker op i Odense, mens der i Aalborg var 300 deltagere og i Aarhus 3500 mennesker.

https://twitter.com/AnneJensen_/status/642672452552798210

I Kruså samlede omkring 75 personer sig i en demonstration med den holdning, at grænserne skal lukkes for flygtninge og migranter. En moddemonstration med cirka 250 personer befandt sig i nærheden, men alt forløb stille og roligt, oplyser politiet.

Efter et par timer kunne politiet meddele, at alle demonstranter fra begge grupper havde forladt området.

Flygtninge stigmatiseres som byrder

I invitationen til hovedarrangementet i København skrev arrangørerne fra Refugees Welcome:

- Vi kan ikke tie længere, imens vores politikere og medierne stigmatiserer disse mænd, kvinder og børn som trusler og som byrder.

- Vi kan ikke lade vores stater lukke vores grænser og bygge hegn og mure til at holde folk i nød ude. Det er ikke, hvad Europa skal stå for, lød det i følge Ritzau.

16:30: Artiklen er blevet ændret med antallet af deltagere i demonstrationerne. Vi skrev 45.000 landet over, men dette tal er ikke korrekt, da det bygger på antal tilmeldte på Facebook. Det præcice antal kendes ikke endnu.

17:20: Artiklen er nu opdateret med de endelige tal - 30.000 i København, 300 i Aalborg, 3.500 i Aarhus, 250 i Kruså og 4-500 i Odense.

Facebook
Twitter