Overbelægning sendte 20-årige Birthe på børneafdelingen: Nu kræver partier handling

Både røde og blå partier vil se handling af regeringen, efter afdækning af markante uligheder mellem landets hospitaler.

Birthe Steno kunne først ikke få plads på afdelingen for mave-tarmsygdomme.

Birthe Steno lider af en sjælden tarmsygdom. Men da hun dehydreret og stærkt forpint af mavesmerter blev indlagt på Nykøbing Falster Sygehus i december 2021, blev hun indlagt et på en hospitalsafdeling, der kom bag på hende.

Efter et ophold i akutmodtagelsen blev den 20-årige kvinde fra Toreby på Lolland nemlig først indlagt på børneafdelingen og siden på barselsgangen.

Der manglede nemlig pladser på afdelingen for mave-tarmsygdomme, hvor hun burde være indlagt. Oplevelsen kom bag på hende.

- Jeg kunne godt høre, at der ikke var plads på gastromedicinsk (afdelingen for mave-tarmsygdomme, red.). Men barselsafdelingen virker alligevel så malplaceret, som det overhovedet kan være, siger Birthe Steno.

Personalet på børneafdelingen og barselsafdelingen kunne kun give hende smertelindrende medicin, men hun oplevede ikke, at de kunne ikke give hende reel behandling, for de havde ikke speciale i hendes sygdom.

- Jeg var ked af det, frustreret og til dels også vred. Når vi har så godt et system, som de fleste mener, vi har, så burde det kunne lade sig gøre, at man i det mindste kommer på den rigtige afdeling, siger hun.

'Det er ganske alvorligt'

I 2021 lå næsten hver syvende patient i sundhedsvæsenet på en gennemsnitlig dag på en overfyldt hospitalsafdeling, viser en omfattende kortlægning af overbelægning i sundhedsvæsenet, som DR har lavet.

De nye tal bekymrer flere sundhedsordførere på Christiansborg, som nu kræver handling af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er klart, det er ganske alvorligt. Det kan jo netop være til gene for patienterne og give uheldige konsekvenser i forhold til behandlingen, når du der er for lidt personale i forhold til antallet af patienter, siger Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative.

DR’s kortlægning viser, at det især er de danskere, der som Birthe Steno bor i et udkantsområde, som har størst risiko for at ende på et overfyldt hospital. Faktisk er Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun var indlagt, det sted i Danmark med den højeste overbelægning - her lå næsten hver anden patient sidste år på en afdeling, hvor der ikke var senge og personale nok.

De geografiske forskelle mellem landets sygehuse er et alvorligt problem, mener Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten.

- Det er jo dybt bekymrende, at der er så stor en geografisk ulighed.

Han påpeger, at overbelægningensproblemerne har en social slagside.

- Der er ingen tvivl om, at de steder, som bliver beskrevet her også er steder, der har en stor andel af behandlingskrævende ældre. Og det er jo især dem, der bliver ramt af overbelægningen, siger Peder Hvelplund.

Sundhed er et postnummerlotteri

I midten af marts 2022 kom regeringen med et sundhedsudspil, men indholdet imponerer ikke Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre.

- Regeringen adresserer ikke løsninger på den geografiske ulighed i sundhed, som jeres research viser. Lige nu er det et postnummerlotteri, hvor din bopæl afgører risikoen for at ende på en overbelagt afdeling, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger til DR, at regeringen i sit sundhedsudspil blandt andet har fokus på at nedbringe antallet af de genindlæggelser, der er med til at skabe overbelægning.

- Vi sætter ind med kvalitetsstandarder, vi investerer i den kommunale akuthjælp, vi investerer i den kommunale forebyggelse af dem, der er udskrevet. Sådan at man kan få den hjælp, man skal have, når man er udskrevet, siger Magnus Heunicke.

Han understreger, at regeringen allerede har lavet flere investeringer i sundhedsvæsenet.

- Noget af det, vi gør, er at sikre, at patienterne ikke skal ind på sygehusene. Det andet, vi gør, det er jo at sikre, at når der kommer flere patienter, så følger pengene med, siger Magnus Heunicke.

Måtte sove på gangen

Tilbage i Toreby på Lolland husker Birthe Steno tilbage på den hektiske indlæggelse på børneafdelingen og barselsgangen, som sluttede efter halvandet døgn. Herefter fik hun en stue på afdelingen for mave-tarmsygdomme, hvor hun hørte til som patient.

Men glæden varede kort. Efter seks timer kom en meget syg ældre kvinde ind på afdelingen, som, personalet vurderede, havde mere behov for sengen. Selvom Birthe Steno havde kraftige mavesmerter, blev hun kørt ud på gangen, hvor hun måtte ligge i to døgn.

- Da jeg lå ude på gangen, var jeg frustreret. Jeg manglede privatliv, fordi jeg var møgsyg. Pårørende og læger kunne jo bare gå forbi og kigge på mig. Hvis man i forvejen er en meget privat person, så er det ikke voldsomt rart, siger hun.

Indtil Birthe Steno fyldte 18 år var hun tilknyttet Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden. Her oplevede hun, at læger og sygeplejersker havde mere overskud til at tage sig af patienterne.

Man bliver rigtig ked af, at det ikke kan være sådan på alle hospitaler, siger hun.

Hospital: Vi beklager

DR har forelagt Birthe Stenos sag for Region Sjælland, som bekræfter den 20-årige kvindes indlæggelsesforløb.

"I december 2021 havde vi et meget stort indtag af patienter, herunder patienter med COVID, samtidig med udbredt sygdom blandt personalet og deres familier. Derfor oplevede nogle patienter at blive flyttet mellem vores afdelinger, og i Birthe Stenos tilfælde også at ligge på gangen," skriver Peder Fabricius, lægefaglig vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus.

"Vi er kede af, at enkelte af vores patienter har haft et indlæggelsesforløb som Birthe. Det er langt fra optimalt og ikke på linje med de patientforløb, vi normalt tilbyder vores patienter," skriver han.