OVERBLIK Den omfattende menneskejagt, der lukkede Danmark ned i flere timer

Fredag udspillede der sig en stor politiaktion i jagten på tre personer i en sort Volvo. Politiet mener at have fundet bilen.

(Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Klokken var lidt i to, og Leila Petersen var netop kørt mod betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, da hun blev stoppet.

'Hvad foregår der?, tænkte hun, inden meldingen kom: Broen er lukket ned på baggrund af en ordre fra politiet. Og så holdt hun der.

Hver gang nogle åbnede bildøren og trådte ud på asfalten, lød det prompte over højtaleranlægget: 'Stig ind i bilen igen'.

- Det er ubehageligt. Hvis vi i det mindste måtte forlade vores biler, var det noget andet, men hvad foregår der? Hvorfor må vi ikke gå ud af vores biler?, fortalte Leila Petersen til DR's reporter.

Leila Petersen sad fast i sin bil ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. (Foto: Leila Petersen)

Sammen med sin kusine var hun på vej til fætter-kusinefest i Støvring i Nordjylland, men en stor politiaktion havde nu sat dele af Danmark på standby og dermed også deres arrangement.

Som en dominoeffekt var Storebæltsbroen og Øresundsbroen lukket ned, og færgeafgange fra Sjælland var blevet aflyst. Politiet var massivt til stede ved alle overgange, og kampklædte betjente gjorde sig klar til at undersøge bilerne en for en.

Der var stort politiopbud ved Storebæltsbroen. (Foto: DR)

Oplysningerne var sparsomme indtil klokken 15.30, hvor Københavns Politi meddelte, at der var en menneskejagt i gang. I den forbindelse blev der efterlyst en sort svensk indregistreret Volvo V90, hvor der skulle være tre personer, som politiet satte i forbindelse med alvorlig kriminalitet. Mere ville man ikke oplyse.

DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, kaldte det for en sjælden stor aktion.

- Det er et kæmpe apparat, der er sat i gang, fortalte hun.

Og også den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen var forundret over politiaktionen.

- Når jeg tænker tilbage på 41 år i dansk politi, hvor jeg har beskæftiget mig med de mest alvorlige former for kriminalitet – herunder terror – så har jeg aldrig nogensinde oplevet, at man en fredag eftermiddag iværksatte en politiaktion så omfattende og så forstyrrende for borgernes almindelige færden, sagde han.

En efter en blev biler kontrolleret

Kort inden klokken 16 blev det meldt ud, at både Storebæltsbroen, Øresundsbroen og færgerne igen var åbne for al trafik. Men det ændrede ikke ved de lange køer, der var begyndt at styre længere og længere væk fra broerne, fordi politiet kontrollerede de mange biler grundigt.

Bagagerum og døre blev åbnet, og betjente lå på knæ for at undersøge under bilerne.

Samtidig med aktionerne blev politiet kimet ned på 112. Så voldsomt, at politiet meldte ud, at folk også gerne måtte ringe 114, hvis de havde relevante oplysninger om den efterlyste sorte Volvo.

Der var stadig intet nyt om sagen, indtil klokken passerede 18, og en indsatsleder fortalte en af DR's reportere på Fyn, at politiet havde oprettet en såkaldt KST - en mobil kommandocentral - på en rasteplads mellem Ringe og den lille landsby Espe på Fyn. Og det gør politiet ikke bare lige, fortalte DR's retsreporter Louise Dalsgaard.

- Der skal en mere alvorlig hændelse til, før man opretter en KST. Det er en lille lastbil, man kører ud, så man kan have en indsatsleder og måske også en med efterforskningsmuligheder siddende.

Rastepladsen blev både besøgt af ambulancer, akutbiler, politibiler, og ifølge flere øjenvidner var der kampklædte betjente med skudsikre veste og maskingevær.

"Vi mener, det er det rigtige køretøj"

Mens der blev holdt øje med aktiviteterne på Midtfyn, gik Københavns Politi til tasterne og annoncerede et pressemøde klokken 19.

Det var chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, der placerede sig foran pressen for at fortælle om dagens omfattende politiaktion. Men hvad aktionen konkret handlede om, kunne han ikke løfte sløret for.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov stod for pressemødet om politiaktionen på Politigården i København. (Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix) (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Den eneste klare udvikling var, at politiet havde fået fat i et køretøj, som, man mente, passede til den Volvo, politiet efterlyste tidligere på dagen.

- Vi har en bil, som vi mener, er det rigtige køretøj, men det er vi ved at undersøge. Der er ikke grund til at gå rundt og være bekymret, beroligede han befolkningen.

Yderligere informationer ville han ikke give, og de mange spørgsmål fra de fremmødte journalister stod ubesvaret hen, da pressemødet sluttede.

- Vi går ikke ud med mere nu, sagde Jørgen Bergen Skov.

Politihunde og drone på Midtfyn

Men selvom Jørgen Bergen Skov meddelte, at befolkningen ikke skulle bekymre sig, var mange tusinde danskere fortsat generet af den kødannelse, som de mange lukninger havde medført.

Samtidig havde aktiviterne på Midtfyn taget en drejning. Udover den mobile kommandocentral på rastepladsen mellem Ringe og den lille landsby Espe, var der sendt droner i luften og politihunde på jorden omkring en gård på Lydinge Mølle Vej nær Espe.

Politiet kontaktede også naboerne til både gård og rasteplads. En af dem var lastbilchaufføren Ruud Bors, der fik besked på at skulle holde sig indendøre.

- Jeg kom hjem halv fem, og da klokken var lidt i fem vrimlede det med betjente og kampklædt politi. Maskingevær, skudsikre veste og alting. Vi kunne ikke få noget at vide, fortalte han til DR's reporter på stedet.

Ruud Bors’ datter blev også stoppet, da hun var på vej til Ringe på scooter.

- Hun blev bedt om at køre hjem igen med beskeden om, at det slet ikke var sikkert at køre rundt på vejen, sagde Ruud Bors.

Omkring klokken 23 skrev Fyens.dk, at politiet havde ophævet afspærringerne ved gården i den fynske landsby.

Og ved landets broer var de flere kilometer lange køer også ved at være afviklet. De mange lysende billygter, der gled over broerne, var blevet til få. Men de mange spørgsmål stod stadig ubesvaret tilbage.

Hvad gik den store politiaktionen ud på? Og hvor langt er politiet med efterforskningen?

DR Nyheder fortsætter med at følge sagen.

Denne artikel bygger på DR Nyheders dækning af den store politiaktion fredag.