OVERBLIK Det har statsledere sagt undskyld for

Folkedrab, apartheid, tvungen prostitution, slaveri og Holocaust. Verdens ledere har haft nok at undskylde for.

Tyskland har undskyldt og taget ansvar for Anden Verdenskrig en hel række gange. Men de officielle undskyldninger hænger ikke på træerne i andre sammenhænge. Danmark har for eksempel kun givet to. (Foto: Joel Saget © saget 1)

Ordet 'undskyld' indgik ikke i Lars Løkke Rasmussens nytårstale, hvor han strakte sig så langt som til at kalde Danmarks fortid med slaver på de Vestindiske Øer for en skamplet.

Men hvornår skal man som land gå bodsgang for fortidens synder?

Her er en række eksempler på lande, der har sagt det lille ord med den store betydning.

2016: Forbundskansler Angela Merkel undskylder for, at Tyskland stod bag drabet på op mod 80.000 mennesker fra 1904 til 1908 i Namibia - dengang Tysk-Sydvestafrika - der betragtes som århundredets første folkedrab. Tidligere udviklingsminister Heidemarie Wieczorek-Zeul undskyldte for det samme i 2004.

2015: Premierminister Shinzo Abe udtrykker på vegne af Japan sin "inderligste undskyldning og dybe anger" til de mellem 50.000 og 200.000 koreanske kvinder, som blev tvunget til at prostituere sig ved fronten for japanske soldater i 1930'erne og 1940'erne.

2014: Pave Frans "beder ydmygt om tilgivelse" for præsters seksuelle overgreb.

2012: Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg, og norsk politi undskylder for deportationen af norske jøder under Anden Verdenskrig.

2009: Kongressen i USA undskylder for 250 års slaveri og for de efterfølgende 100 års diskrimination af den sorte befolkning.

Slaver blev blandt andet brugt i bomuldsplantager - som på illustrationen her fra magasinet 'La Science Illustree' fra slutningen af 1900-tallet. (Foto: Science Photo Library © Scabpix)

2009: Daværende premierminister Gordon Brown undskylder posthumt til matematikeren Alan Turing, der var med til at knække nazisternes enigma-kode, men som siden blev arresteret for at have haft et homoseksuelt forhold og tvunget til at få indsprøjtninger med østrogen.

2008: Australiens daværende premierminister, Kevin Rudd, undskylder for, at de australske myndigheder tvangsfjernede anslået flere end 100.000 børn fra landets oprindelige befolkning, aboriginerne.

2008: Canadas daværende premierminister, Stephen Harper, undskylder på vegne af sit land for, at flere end 150.000 af den oprindelige befolknings børn fra 1870'erne og 100 år frem blev tvunget til at bo på statslige, kristne kostskoler, hvor mange blev ofre for vold og seksuelt misbrug.

2006: Det norske Storting, regeringen og kong Harald undskylder på vegne af Norge for de overgreb, som anbragte børn er blevet udsat for på skolehjem.

2005: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undskylder i Mindelunden for, at "danske myndigheder i nogle tilfælde var medvirkende til at udvise folk til lidelse og død i koncentrationslejrene" under besættelsen.

2005: Japans daværende premierminister, Junichiro Koizumi, udtrykker sit lands "oprigtige undskyldning" for de lidelser, som japanerne forårsagede gennem kolonialstyre og aggression under Anden Verdenskrig.

2004: Argentinas daværende præsident, Néstor Kirchner, undskylder officielt for regeringens tavshed om 'den beskidte krig' fra 1976 til 1983, hvor den argentinske hær torturerede, myrdede og fik tusinder af personer til at forsvinde og endnu flere til at gå i eksil.

2004: Storbritanniens daværende premierminister, Tony Blair, undskylder britiske soldaters mishandling af fanger i Irak.

2000: Tyskland har undskyldt og taget ansvar for Anden Verdenskrig en hel række gange. Blandt andet har daværende præsident Johannes Rau i 2000 undskyldt foran det israelske parlament for Holocaust.

1999: Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) undskylder for tvangsflytningen af Thules befolkning, da der i 1953 blev bygget en amerikansk luftbase i Grønland.

1996: Den sidste præsident i apartheidtiden i Sydafrika, Frederik Willem de Klerk, undskylder 46 års undertrykkelse og diskrimination.

Mange steder blev der demonstreret mod apartheid. Her i London i 1985. (Foto: janine wiedel © Scanpix)

1988: Daværende præsident i USA Ronald Reagan underskriver lovgivning, der giver erstatning og en formel undskyldning til de flere end 100.000 japansk-amerikanere, der blev interneret fra 1942 til 1945.

1970: Den daværende tyske forbundskansler, Willy Brandt, knæler under et besøg i Warszawa ved mindesmærket for opstanden i Warszawas jødiske ghetto i 1943.

Facebook
Twitter