OVERBLIK Det mener partierne om legalisering af hash

Langt fra Borgen besøger i aften Christiania for at tale om løsninger på hashmarkedets problemer

Den 31. august ledte hashhandlen på Christiania til en skudepisode, som sårede to politibetjente og en civil. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hashhandlen i Danmark er igen kommet i fokus, efter at et medlem af en hashbande skød to betjente og en civil på Christiania i slutningen af august.

Derfor inviterer Ask Rostrup og Langt fra Borgen i aften den konservative formand Søren Pape og Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen en tur på Christiania for at tale om mulige løsninger på problemerne i hashhandlen.

Store dele af USA har i den seneste tid legaliseret hash til rekreativt brug, lige som Holland, Portugal og Uruguay har frigjort hashmarkedet.

Det ønsker Enhedslisten også i Danmark. Partiet vil hashhandlen til livs ved at legalisere stoffet og få det ud af hænderne på kriminelle bander, men den løsning er Det Konservative Folkeparti lodret uenig i.

I det nuværende folketing står 124 mandater til at sige nej til en legalisering af hash, mens 51 siger ja. Nedenfor kan du få et overblik over, hvad alle folketingets ni partier mener om legalisering af hash.

A: Socialdemokratiet - Nej

Selvom den nuværende socialdemokratiske overborgmester i København, Frank Jensen, flere gange har bedt om at få legaliseret hashen i København, så er Socialdemokratiet officielt imod.

- Hvis man lytter til Sundhedsstyrelsen, så vil man høre, at hash er forbundet med en lang række skadevirkninger. Og der er desværre grund til at forvente, at en legalisering af hash vil betyde et generelt øget forbrug blandt danskerne og dermed flere sundhedsskader. Derudover er der god grund til at overveje, hvilket signal vi som samfund vil sende til vores unge med en lovliggørelse af hash, siger sundhedsordfører for Socialdemokratiet Flemming Møller Mortensen.

B: Radikale Venstre - Ja

Efter episoden på Christiania skiftede Radikale Venstre holdning til hashen. Partiet vil nu have sat gang i et tre år langt forsøg, hvor man kan købe hash i statskontrollerede butikker landet over.

- På den måde vil vi fjerne salget fra de kriminelle miljøer og i stedet møde køberne med tilbud om oplysning og behandling. Det betyder mindre gadekriminalitet og mere forebyggende kontakt med brugerne, siger de radikales retsordfører Zenia Stampe.

C: Det Konservative Folkeparti - Nej

- Man skal ikke negligere, at hash er noget farligt skidt. Skal vi så som lovgivere og statsmagt sige 'jamen lad os prøve at legalisere det, for så slipper vi måske af med nogle problemer'? Jeg kan ikke få mig selv til at synes, at det er en god idé, siger formand Søren Pape.

F: Socialistisk Folkeparti - Ja

- SF er for en reguleret legalisering af cannabis. De fleste forbruger cannabis rekreativt og uden problemer, siger partiets retsordfører Lisbeth Bech Poulsen.

- Som det er i dag, er der allerede nogle, som ryger alt for meget og får problemer. Men vi kriminaliserer og straffer dem, når de i virkeligheden har brug for hjælp. Vi bør sidestille cannabis med alkohol og fokusere på dem, der udvikler et misbrug.

I: Liberal Alliance - Ja

- Jeg forestiller mig et statskontrolleret salg af cannabis, på samme måde som staten kontrollerer salg af alkohol og cigaretter. På den måde har vi en bedre styring med, hvilke stoffer der er på markedet, og vi sikrer, at der ikke sælges hash til børn, siger retsordfører Christina Egelund.

- Derved fratages rå kriminelle det enormt lukrative milliardmarked, de besidder i dag.

O: Dansk Folkeparti - Nej

- Der er ingen grund til at legalisere noget, der er dybt skadeligt. Jeg tror heller ikke en dart på, at det vil bekæmpe kriminelle bander, siger retsordfører Peter Kofod.

- Hvis hash bliver legaliseret, finder de bare på nye måder at tjene penge på. Enten ved at gå i priskrig med staten eller ved at sælge andre former for narko. Og så kan vi stå i en situation, hvor vi skal diskutere, om man også skal legalisere hårde stoffer.

V: Venstre - Nej

Venstres Ungdom går ind for fri hash, men moderpartiet er helt på linje med Socialdemokraterne - og omvendt.

- Ifølge Sundhedsstyrelsen er hash vanedannende og skadelig med nedsat indlæringsevne og nedsat reaktionsevne til følge. Mange oplever angstanfald, ligesom hash kan medføre psykisk sygdom. Så længe det er den faglige vurdering, skal hash ikke legaliseres, siger retsordfører Preben Bang Henriksen.

- Rockernes økonomi, statens økonomi og Christianias forhold er ikke relevante argumenter.

Ø: Enhedslisten - Ja

- Vi bør indføre statskontrolleret produktion og salg af hash. Den statskontrollerede produktion skal sikre, at kriminelle ikke tjener på importen til Danmark. Og det statskontrollerede salg skal gøre det umuligt for den organiserede kriminalitet at tjene på ulovligt hashsalg, siger retsordfører Rune Lund.

- De penge, staten tjener på salget, kan bruges på oplysning, misbrugsbehandling og velfærdsgoder i stedet for at ende i rockernes lommer.

Å: Alternativet - Ja

- Hash skal legaliseres, fordi det er en intelligent måde at løse udfordringerne på: Man tager et opgør med kriminelle bander, afkriminaliserer almindelige danskere, sikrer at cannabisen ikke er tilført skadelige kemikalier, øger gennemsigtigheden og målretter kampagner og tilbud til dem, der har et decideret misbrug, siger stedfortrædende politisk ordfører Josephine Fock.

Følg med i aften, når Langt fra Borgen sætter spørgsmålet til debat. Det er klokken 21:55 på DR1.