OVERBLIK Det ved vi om formodet gerningsmand i Sandholmlejren

Politiet har en mistanke om, at 25-årig palæstinenser er radikaliseret og sympatiserer med Islamisk Stat.

Den 25-årige statsløse palæstinenser, der er anholdt for at have stukket en betjent tre gange med en kniv i Sandholmlejren, havde umiddelbart ikke noget at gøre i asylcentret midt om natten til tirsdag. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Klokken 9.30 begyndte et grundlovsforhør mod den mand, der i går klokken 10.06 blev anholdt for knivstikkeri mod en betjent i Danmarks største asylcenter, Center Sandholm, natten til tirsdag.

Her er, hvad vi indtil videre ved om den formodede gerningsmand:

  • 25 år, statsløs palæstinenser.

  • Kom til Danmark for første gang i 2013. Har siden været ude af landet og kom tilbage i 2015.

  • Bor på Sjælsmark Kasserne – et udrejsecenter, hvor asylansøgere kommer hen, hvis de har fået afslag på asyl i Danmark. Da den anholdte er statsløs, kan han ikke sendes tilbage til sit hjemland.

  • Sjælsmark Kasserne ligger cirka 1,5 kilometer fra Sandholmlejren, hvor overgrebet fandt sted natten til tirsdag. Han havde derfor ikke umiddelbart noget at gøre dér midt om natten.

  • Politiet mener, at der er tegn på, at han er radikaliseret og IS-støtte. Politiet interesserer sig meget for hans facebook-profil, men vil ikke sige, hvad de konkret har fundet på den 25-årige.

  • Politiet har mistanke om, at han kan være psykisk syg.

  • Begge dele kan spille en stor rolle for motivet til overfaldet. Der er stor forskel på, om en psykisk syg stikker en person ned, fordi han eksempelvis er blevet overrasket, eller om overfaldet er motiveret med baggrund i, at han er radikaliseret og kan sigtes efter terrorparagraffen.

  • Han har tidligere angrebet den svenske justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, hvilket han havde oplyst de danske myndigheder.

Politiet har anmodet om, at grundlovsforhøret foregår for lukkede døre, så der ikke kommer oplysninger ud i offentligheden, der kan kompromittere politiets efterforskning. Den 25-årige kan blive tilbageholdt foreløbigt i fire uger.

Hvis dørene lukkes, vil sigtelsen alligevel blive kendt.

Den 56-årige betjent, der i alt blev stukket tre gange, meldes nu uden for livsfare.