OVERBLIK Det ved vi om skyderiet i Field's

Søndag blev tre personer dræbt og fire såret i et skyderi i shoppingcentret Field's på Amager i København.

Søren Thomassen, chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, på en pressebriefing efter skyderiet i Field's søndag. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Søndag blev Danmark rystet af et voldsomt skyderi i shoppingcenteret Field's på Amager i København.

Her er, hvad vi ved indtil videre:

Hændelsesforløbet

Cirka klokken 17.35 søndag modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at der var et skyderi i gang i Field's i København.

Flere personer, der var til stede i det store shoppingcenter, har fortalt, hvordan de flygtede ud af centeret eller gemte sig i butikker, på toiletter og lagerrum.

Politiet rykkede massivt ud og konstaterede, at der var flere tilskadekomne og dræbte.

Allerede 13 minutter efter anmeldelsen pågreb politiet den formodede gerningsmand tæt ved motorvejsnedkørslen nær Field's. Det skete klokken 17.48.

Ifølge politiet foregik anholdelsen "forholdsvis udramatisk".

Få det fulde overblik over hele forløbet her:

Den formodede gerningsmand

Den formodede gerningsmand er en 22-årig etnisk dansker.

Han blev efter grundlovsforhøret mandag eftermiddag varetægtsfængslet i surrogat. Det betyder, at han skal anbringes på en psykiatrisk afdeling i stedet for et almindeligt fængsel.

Politiet oplyser, at den formodede gerningsmand er kendt i psykiatrien, men man kender endnu ikke motivet bag forbrydelsen. Ifølge DR's oplysninger har han desuden forsøgt at komme i kontakt med en kriselinje kort inden skyderiet.

Der er ifølge DR's oplysninger tale om en mand, som på sociale medier har lagt videoer op med våben. Videoerne blev lagt op nogle dage inden skyderiet i Field's.

På videoerne fremgår to våben. Det ene er en kraftig riffel. I baggrunden på videoen er desuden et våbenskab.

I videoerne henviser den 22-årige også til et præparat, der bliver brugt i forbindelse med psykiatriske lidelser.

Ofre

I alt tre mennesker har mistet livet.

De tre dræbte er en 17-årig dansk mand, en 17-årig dansk kvinde og en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, der var bosat i Danmark.

Derudover fire alvorligt sårede, og en er stadig i livsvare.

Det drejer sig om to danske statsborgere – en 40-årig kvinde og 19-årig kvinde. Herudover er to svenske statsborgere også ramt af skud – det drejer sig om en 50 årig-mand og en 16-årig kvinde.

Endelig er tre personer lettere såret af skud, og 20 personer er kommet til skade i forbindelse med flugten fra angrebet.

Hvad gør politiet nu?

Politiet er nu i gang med et "kæmpe puslespil" for at få alle detaljer på plads omkring skyderiet, lød det tidligere i dag fra et politiinspektør Dannie Rise fra Københavns Politi.

Politiet har fået "flere hundrede" henvendelser siden skyderiet.

– Vi skal have samlet puslespillet, hvor elementerne indgår. Det skal vi forsøge at stykke sammen til en samlet sag, så vi kan finde ud af, hvad motivet er, siger Dannie Rise.

Overblikket er opdateret mandag aften 22.41.