OVERBLIK Det ved vi om skyderiet på Christiania

To betjente og en civil mand er blevet ramt af skud på Christiania i København. Politiet jagter gerningsmanden.

(© DR Nyheder)

En politimæssig rutineopgave på Christianshavn udviklede sig onsdag aften dramatisk, da en person pludselig trak et våben og skød mod betjentene.

En enkelt betjent er hårdt såret, mens yderligere en betjent og en civil er uden for livsfare efter at være blevet ramt i benet under skudepisoden.

Her følger et overblik over foreløbigt bekræftede oplysninger i sagen.

* To politifolk blev ramt af skud under en rutineopgave i Pusher Street på Christiania omkring klokken 23 onsdag aften.

* Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens den anden blev ramt i benet.

* Betjenten, der blev ramt i hovedet, er ifølge politidirektør ved Københavns Politi Thorkild Fogde "hårdt og kritisk såret", mens den anden er uden for livsfare.

* En civil af udenlandsk herkomst blev også ramt i benet. Også denne person meldes uden for livsfare.

* Den mistænkte i sagen, en 25-årig mand, er blevet anholdt i Tårnby torsdag morgen. Han er blevet skudt under anholdelsen og er i kritisk tilstand, oplyser politiet.

* Desuden har politiet foretaget yderligere to anholdelser under nattens efterforskning.

* Den ene af disse er den 25-åriges lillebror, der sigtes for handel med mindst 48 kilo hash i Pusher Street.

* Ifølge Københavns Politi har den 25-årige forbindelse til den organiserede hashhandel på Christiania. Hans opgave var at cykle væk med dagens omsætning, og det var i den forbindelse, at civilklædte betjente ville anholde ham.

* Københavns Politi har tilkaldt ekstra styrker og allieret sig med svensk politi og andre danske politikredse.

* Natten til torsdag har Københavns Politi foretaget otte ransagninger i forbindelse med sagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter