OVERBLIK Drabssagen, der gik fra et drab til tre på en uge

En 26-årig mand er sigtet for drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks på Østerbro.

Brian Belling, leder af afdeling for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi, oplyste på dagens pressemøde, at en 26 årig mand nu er sigtet for drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks i København. (Foto: Celina Dahl/Scanpix 2019) (Foto: Celina Dahl © Scanpix)

På en uge har en drabssag i København vokset sig til at være langt større og mere omfattende end som så.

I weekenden var der kun tale om et enkelt drab på en 81-årig kvinde på Østerbro i København. Men i dag kunne leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Brian Balling, oplyse, at der med al sandynlighed er tale om flere drab, og han kaldte sagen for både 'særlig grov' og 'meget usædvanlig'.

En 26-årig mand, der søndag blev varetægtsfængslet mistænkt for ét drab, er derfor nu sigtet for i alt at have dræbt tre personer i det samme boligkompleks.

Men hvordan er politiet kommet frem til de andre sager? Du kan få et overblik over, hvad vi indtil videre ved om efterforskningen.

Fredag aften den 8. marts

Sagen har sit udspring på ydre Østerbro fredag aften, hvor en 81-årig kvinde bliver fundet død i sin lejlighed af en politipatrulje, der var tilkaldt af bekymrede pårørende, der ikke kunne få kontakt med kvinden.

Det er i et boligkompleks på Vangehusvej på Ydre Østerbro, at en 26-årig mand ifølge politiet har dræbt tre ældre personer. Han nægter sig skyldig.

Lørdag den 9. marts

Et ligsyn af kvinden bekræfter mistanken om, at der er tale om et drab.

Politiet får en henvendelse fra kvindens pårørende, der er bekymrede for, at kvindens kreditkort er blevet misbrugt. Derfor igangsætter politiet en efterforskning og konstaterer, at der rigtig nok er foregået misbrug af den afdødes kort.

På baggrund af de oplysninger anholder politiet en 26-årig mand, der dagen efter bliver fremstillet i grundslovforhør og varetægtsfængslet. Retsmødet foregår for lukkede døre, og derfor er politiet sparsomme med detaljer i sagen.

Samtidig taler politiet med beboere i området, der udtrykker bekymring, fordi der på det seneste har været en række dødsfald blandt de ældre i området.

Oplysningerne får alarmklokkerne hos Københavns Politi til at ringe, og analyseafdelingen bliver sat i gang med at undersøge samtlige dødsfald fra begyndelsen af 2018 i området.

Torsdag den 14. marts

Analyseafdelingens arbejde fører frem til, at der er to dødsfald i samme boligkompleks, der skal undersøges nærmere.

Ved det ene forhold er der tale om en 83-årig kvinde, der afgik ved døden for en måned siden, hvor man konkluderede, at det var af naturlige årsager. Fordi hun er blevet kremeret, har politiet ikke kunne foretage en obduktion af hende.

Men det har politiet kunne i den anden sag, hvor en 80-årig mand i sidste uge blev fundet død i sin lejlighed. Politiet kan ved en endelig obduktion konstatere, at manden er død ved kvælning og ikke af naturlige årsager, som man troede.

Fredag den 15. marts

Torsdagens endelige undersøgelser fører til, at politiet offentliggør, at man på baggrund af den foreløbige efterforskning kan konstatere, at der har været to andre drabssager i området. Derfor sigtes den 26-årige mand for yderligere to drab.

Politiet har indtil videre undersøgt i alt seks dødsfald i området. Et dødsfald er naturligt, og to dødsfald undersøges fortsat.

På pressemødet oplyser politiet, at man fortsat efterforsker sammenhængen mellem flere dødsfald i området for at finde ud af, om der kan have været andre mistænkelige hændelser.

- Vi spænder det store net ud, og vores analyseafdeling er i gang med at afklare, om der er yderligere sager, sagde leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Brian Balling.

Mandens advokat, Mie Sønder Koch, oplyser til DR Nyheder, at hendes klient nægter sig skyldig i alle sigtelser.

Facebook
Twitter