OVERBLIK Er du i tvivl om de nye corona-restriktioner? Her er 'alt det med småt'

Vi skal snart til at forholde os til nye krav om mundbind og forsamlingsforbud.

Drenge og piger kan fortsat dyrke idræt med vennerne, hvis de altså ikke er ældre end 21 år. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Selvom coronakrisen har været over os længe, kan det stadig være svært ay holde styr på de mange og nye restriktioner.

Vi har set nærmere på det, der 'står med småt' i myndighedernes restriktioner, som statsministeren præsenterede i går.

Mundbind

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde mundbind på, da hun besøgte Hørkram i Sorø i august. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Kravet om mundbind bliver mere omfattende, end vi kender det i dag. Fra 29. oktober og frem til 2. januar er der krav om at bære mundbind eller visir på alle indendørs offentlige steder.

Det gælder blandt andet i supermarkeder, indkøbscentre, biblioteker, museer, biografer, ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet.

Man skal også fortsat bære mundbind i den offentlige transport og på restauranter, barer og caféer.

Uddannelsesinstitutioner

Fra 29. oktober skal man også bære mundbind på ungdoms- og voksenuddannelser, når man bevæger sig rundt på uddannelsesinstitutionen. Elever og kursister skal dog ikke bære mundbind, når de deltager i undervisning.

Undervisere på ungdoms- og voksenuddannelser, der underviser i mere end to klasser/hold i løbet af en dag, skal bære mundbind eller visirer.

Der er altså ikke krav om, at man skal bære mundbind i grundskolen for hverken elever eller undervisere. Lærere og pædagoger har dog nu fået ret til at anvende visir i dagtilbud og grundskolen, hvis de ønsker det. Det har flere kommuner ellers tidligere afvist som en mulighed.

Idræt og kultur

Kravet om at bære værnemidler gælder også idrætsfaciliteter – også her fra 29. oktober til 2. januar.

- Kravet om brug af mundbind eller visir gælder både kunder, besøgende, tilskuere samt personale tilknyttet den pågældende idrætsfacilitet/kulturinstitution, skriver Kulturministeriet.

Kravet om brug af mundbind eller visir gælder dog ikke for optrædende, udøvere eller lignende under en kultur- eller idrætsaktivitet. Så man skal for eksempel ikke have mundbind på, når man er på løbebåndet.

Ligesom i undervisningen skal man heller ikke have mundbind på, når man sidder ned, eller hvis det ”ikke kan bæres grundet aktivitetens natur for eksempel ved badning, i forbindelse med omklædning”.

- Når man går ud af omklædningsrummet i sit idrætstøj, skal man ikke have mundbind eller visir på, heller ikke mellem maskinerne. Tilsvarende i en svømmehal - når man har svømmetøj på og går til og fra bassinet, skal man ikke have mundbind eller visir på. Men man skal have mundbind eller visir på, når man kommer og går ind i omklædningen, og når man forlader stedet - eller opholder sig i fx et loungeområde, skriver Kulturministeriet.

Kravet om mundbind kommer ikke til at erstatte kravet om forsamlingsforbud eller afstandskravet, oplyser Kulturministeriet.

Det betyder, at der maksimalt må tillades adgang for én kunde, besøgende eller deltager per fjerde kvadratmeter gulvareal, og afstandskravet på to meter er stadig gældende.

Forsamlingsforbuddet

Tilskuere under superligakampen mellem FC Nordsjælland - Randers FC på Farum Park, mandag den 19 oktober 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fra mandag er det slut med at forsamles mere end ti personer. Der er dog en række forbehold og undtagelser, som vi ser på her.

Det skærpede forsamlingsforbud gælder i første omgang fire uger, før det bliver revurderet.

Foreningslivet

Foreningslivet bliver holdt åbent for alle, der er op til 21 år. Det vil altså sige, at forsamlingsforbuddet for dem stadig er på 50, og de kan derfor fortsat dyrke holdsport som håndbold og fodbold.

Det betyder samtidig, at holdkammerater over 21 år fra samme hold må blive hjemme, indtil restriktionerne lempes.

For de voksne gælder, at det stadig må tage del i foreningslivet, men altså kun ved overholdelse af forsamlingsforbuddet på ti personer.

De voksne

De ’nødvendige voksne’, der skal til for at afvikle foreningsaktiviteterne, må også deltage, selvom de er over 21. En træner må altså fortsat godt være med på sidelinjen, og voksne er heldigvis stadig tilladt til babysvømning.

Det er dog slut med at mødes med alle de andre forældre og se med fra sidelinjen, når ungerne dyrker drøner rundt på banen. Der gælder forsamlingsforbuddet på ti personer stadig.

Er der siddepladser – fx i håndboldhallen - må der til gengæld sidde op til 500, hvis der er tale om ’faste pladser med retning mod banen’.

Professionelle idrætsudøvere

De er også undtaget fra forsamlingsforbuddet, så der vil fortsat blive dyrket idræt på højeste niveau, fx i Superligaen. Men maksimalt med 500 tilskuere på stadion.

Fitnesscentre

Må fortsat holde åbent for alle uanset alder, så længe overholder afstandskravene. Zumba-træningen og andre holdaktiviteter bliver begrænset til ti deltagere.

Kor og sang

Går man til sang eller kor gælder de samme regler for alle op til 21 år. Er man over den alder, må man kun lade stemmebåndene gjalde, hvis man er ti personer eller færre samlet.

Kirken

Folkekirken og andre religiøse samfund er undtaget fra forsamlingsforbuddet indendørs. Dog skal afstandskravet på fire kvadratmeter per person og maksimumkravet på 500 personer stadig overholdes.

Artiklen er klokken 20.10 opdateret med en præcisering fra Kulturministeriet om, at man kun skal bære værnemidler, når man kommer eller forlader for eksempel fitnesscentre og svømmehal.

Facebook
Twitter