Politiet kunne i dag komme et skridt nærmere i efterforskningen af et af decembers mange skyderier, da en 18-årig mand blev fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for et drabsforsøg i en vandpibecafé.
Men det betyder langtfra, at politiet kan ånde lettet op i hovedstadsområdet, som har været alt andet end rolig siden begyndelsen af december.
Der har nemlig været flere skyderier, hvor der har været dræbte og flere alvorligt sårede.
Skyderierne fik politiet både i København og på Vestegnen til at indføre visitationszoner, som i dag er blevet forlænget frem til den 4. januar i begge kredse.
- Der er ikke skudt i 14 dage, men det er stadigvæk for tidligt at sige, at det her slut, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi, til DR i dag.
- Vi er meget på stikkerne, og de kriminelle skal forvente, at vi fortsat vil ånde dem i nakken. Vi er både synlige på gaden, men der foregår også mange ting bagved, som man ikke ser.
Københavns Politi har tidligere været ude at sige, at der lige nu er en konfliktsituation mellem en bandegruppering og så et miljø, som de endnu ikke er helt sikre på er en bandegruppering.
Her får du et overblik og en status på alle skyderierne i december.
27-årig mand dræbt ved højlys dag
En torsdag eftermiddag i starten af december blev en 27-årig mand skudt i ryggen på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade. Han døde umiddelbart efter af sine kvæstelser.
Ifølge DR Nyheders oplysninger havde han forbindelse til bandegrupperingen NNV, som står for Nørrebro og Nordvest.
Kun 20 minutter efter drabet anholdt Københavns Politi to personer - en 21-årig svensktalende mand og en 18-årig dansk mand.
De blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev sigtet for drab og drabsforsøg på en på det tidspunkt uidentificeret person, som flygtede fra stedet efterfølgende.
De to mænd blev ligeledes sigtet for at være i besiddelse af en pistol af mærket Glock og syv skarpe patroner.
De nægter sig skyldige og er blevet varetægtsfængslet frem til på onsdag.
Skyderi i frisørsalon
Dagen efter det voldsomme skyderier på Nørrebro var der et skyderi i en frisørsalon på Islevbrovej i Rødovre.
Den foreløbige efterforskning tydede på, at to mænd i regntøj gik ind i frisørsalonen, hvor de affyrede skud.
En 17-årig bulgarsk statsborger mistede livet, mens en anden mand blev hårdt såret. Derudover blev en 15-årig skoleelev ramt i hånden.
Politiet har stadig ikke nogen anholdte i denne sag.
Hårdt såret på vandpibecafé
For tredje dag i træk blev politiet kaldt ud til et skyderi. Denne gang på en vandpibecafé på Åboulevard på Frederiksberg.
En 39-årig mand blev hårdt såret, da han blev skudt på klods hold. Han blev ramt gennem nakken.
Hans bistandsadvokat, Tyge Trier, fortæller i dag til DR Nyheder, at det fortsat er særdeles alvorligt.
- Han er fortsat indlagt, og hans tilstand er fortsat meget alvorlig. Normalt ville jeg tage på besøg på hospitalet, men jeg kan ikke snakke med min klient, siger Tyge Trier.
I går ransagede Københavns Politi seks steder i Storkøbenhavn. I den forbindelse blev der blandt andet fundet en pistol, som politiet formoder er den, der blev brugt.
En 18-årig dansk statsborger blev også anholdt og sigtet for drabsforsøg samt våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Den 18-årige mand havde ifølge sigtelsen været i besiddelse af en ni-milimeter pistol, som han efter drabet havde på sig i Netto, i en bus og i et S-tog.
En dommer på Frederiksberg valgte i dag at varetægtsfængsle ham i fire uger. Det er uvist, hvordan den 18-årige forholder sig til sigtelsen.
Ifølge Københavns Politi er den 18-årige ikke registreret som bandemedlem, men har en vis tilknytning til bandemiljøet.
Der er ikke en direkte kobling med nogle af de andre skyderier fra den seneste tid, lyder det fra politiet, der dog vurderer, at det er banderelateret.
Den 39-årige hårdt sårede mand er ikke medlem af en bandegruppering.
- Han var nok ikke den, som vedkommende ønskede at skyde på, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.
Skudoffer skaffede selv hjælp
Et par dage efter den 7. december var der endnu et skyderi. Politiet modtog en anmeldelse om, at en 25-årig mand var blevet indlagt på Herlev Hospital med skudsår.
- Den sårede kommer ud på Ring 4 ud for Krebsdammen, og så råber han et civilt køretøj op, som kører ham til Herlev, sagde Michael Hellensberg, politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, til DR Nyheder.
Senere på natten fandt politiet en mand i et skovområde, som var afgået ved døden. 25 meter længere henne fandt politiet en stjålet bil.
Både den dræbte og den sårede er kendt i bandemiljøet ifølge DR's oplysninger.
En 41-årig mand er sigtet i sagen, men han er ikke anholdt.
Drabet i Malmø
I onsdags var der så endnu et skyderi, men denne gang var det på den anden side af Øresund.
Alligevel har skyderiet tætte forbindelser til Danmark.
Ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om en 25-årig ung mand med dansk statsborgerskab, som blev dræbt af skud i den svenske by Malmø.
Manden blev skudt i boligområdet Bunkeflostrand, og efterfølgende blev fire personer anholdt i sagen.
Flere kilder fortæller til DR, at en af de anholdte er et højtstående medlem af den danske bandegruppering NNV. En anden anholdt er svensk statsborger, mens det endnu er uvist med de to øvrige.
Ifølge DR's oplysninger kendte den dræbte unge mand personer med relation til frisørsalonen i Rødovre, hvor der blev skudt 3. december.
Flere opslag på de sociale medier i foregårs viste, at personer med relationer til det danske bandemiljø befandt sig i Malmø. Opslagene var flankeret af gangsterrap, og på et af dem stod der "Fuck Sweden".
Hos Københavns Politi ønsker man ikke at bekræfte DR's oplysninger, men de bekræfter, at man samarbejder med svensk politi.
- Jeg kan ikke sige noget om drabet, det lader vi svensk politi om.
- Vi har et samarbejde, som kører glimrende. Det er naturligt, at når der sker noget på begge sider, og vi i øvrigt også har anholdt en svensker i en anden drabssag, siger Knud Hvass.