230 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. Og det er bekymrende, lød det fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på dagens pressemøde.
Her gav han sammen med borgmestrene fra København og Odense og sundhedsmyndighederne seneste nyt om coronavirus i Danmark.
Den seneste uge er der registreret flere end 1.000 smittetilfælde, oplyser Statens Serum Institut. Vi skal tilbage til foråret for at finde lignende smittetal.
Der er en stigning i antal smittede i alle aldersgrupper, men det er især de 20-29-årige, der er blevet smittet. Også antallet af nyindlæggelser er steget.
Og de høje smittetal betyder forskellige restriktioner - især i 18 kommuner.
Herunder kan du se de 18 kommuner og blive klogere på de nye restriktioner.
18 kommuner i fokus
Det er især 18 kommuner, der i øjeblikket har sundshedsmyndighedernes fokus, og som de kommende 14 dage vil være underlagt skærpede restriktioner. Det gælder blandt andre København og Odense.
Rent juridisk kan restriktionerne omkring forsamlingsforbud og åbningstider først træde i kraft fra onsdag 9. september, men sundhedsmyndighederne anbefaler, at borgere allerede nu retter sig efter dem og alle de andre tiltag.
København har gennem de seneste syv dage haft et smittetal på 40 per 100.000 indbygger. I Odense er det tal på 60.
Ud over København og Odense har mange af de 16 kommuner i hovedstadsområdet også smittetal, der er over den "bekymringsgrænse" på 20 smittede per 100.000 indbyggere, som myndighederne har sat. Kommunerne er:
- •
Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje–Taastrup, Ishøj, Lyngby–Tårbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.
Forsamlingsforbuddet sænkes
Først og fremmest sænkes forsamlingsforbuddet de næste 14 dage fra 100 personer til 50 i de 18 kommuner.
Restriktionen kommer blandt andet, efter at 30 mennesker er blevet smittet til én fødselsdag. Det fortalte Anette Lykke Petri, der er konstitueret direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Det eksempel har jeg taget med for at illustrere, hvor lynhurtigt det kan gå med smitten til private fester.
Det anbefales også, at sociale arrangementer på grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser aflyses.
Åbningstider forkortes
Regeringen har også valgt at trække de lempede restriktioner for åbningstider på barer og restauranter tilbage i de 18 kommuner.
Det betyder, at de ikke længere kan have åbent til klokken 02, men igen skal have de sidste gæster ude af døren ved midnat.
På pressemødet gjorde Magnus Heunicke det klart, at der ikke bliver givet yderligere økonomisk kompensation til restauranter og caféer, der rammes af de nye restriktioner i hovedstadsområdet og Odense.
Derudover opfordrer man også til at lade sig registrere som gæst på restauranter og lignende, så oplysningerne kan udleveres til myndighederne i forbindelse med smitteopsporing.
Udsætter tilskuerudvidelse
Kommunerne undtages også fra den planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer, lød det på pressemødet.
Lørdag oplyste Kulturministeriet ellers, at der fra 9. september også til andre sportsgrene end fodbold ville blive mulighed for at lukke mere end 500 tilskuere ind til idrætsarrangementer.
Det bliver ikke tilfældet de næste 14 dage i første omgang. Det kommer blandt andet til at ramme håndbold i dele af Danmark.