Overblik: Her er tidligere CPR-skandaler

Det er ikke første gang, at Region Syddanmark har lagt personfølsomme oplysninger om patienter frem til frit skue. Andre offentlige institutioner har også sjusket med danskeres CPR-numre og navne.

Det er ikke første gang, at Region Syddanmark har lagt personfølsomme oplysninger om patienter frem til frit skue (Foto: © Holger Madsen- DR Syd, DR)

Det er ikke første gang, at Region Syddanmark har lagt personfølsomme oplysninger om patienter frem til frit skue. Andre offentlige institutioner har også sjusket med danskeres CPR-numre og navne.

Tilbage i august skrev Fyns Stiftstidende, at Region Syddanmark lagde CPR-numre, adresser, telefonnumre og familierelationer på fem bestyrelsesmedlemmer i den selvejende institution Life-Boats i Fredericia frem på deres hjemmeside.

Avisen har tidligere afsløret, at Odense Kommune i fire tilfælde har sjusket med borgeres personlige oplysninger og givet uvedkommende mulighed for at få fat i lægeattester, kontooplysninger, CPR-numre, psykolograpporter og personundersøgelser.

I den værste af sagerne blev der 26. oktober fundet 19 sagsmapper med personlige oplysninger i en container i Odense-bydelen Vollsmose.

Sagsmapperne var smidt i containeren af det private firma Job Fyn, der arbejdede som underleverandør for Odense Kommune på et beskæftigelsesprojekt. Odense Kommune brød persondataloven i sagen, konkluderede Datatilsynet ifølge Fyns Stiftstidende.

Rebild Kommune lagde CPR-numre frem

Tilbage i januar sidste år kunne Computer World afsløre, at sikkerheden var utilstrækkelig på Rebild Kommunes hjemmeside. Ved hjælp af sidens søgefunktion kunne enhver finde CPR-numre på andre borgere. Datatilsynet gik ind i sagen og lovede at kontakte Rebild Kommune.

I juli 2011 beskrev Jydske Vestkysten, hvordan fortrolige data om 156 ansatte i Sønderborg Kommune lå frit tilgængeligt på internettet i flere måneder. Detaljerede oplysninger om deres arbejdsulykker med mentale og fysiske skader til følge lå med navne og CPR-numre på nettet.

I samme måned kom det frem, at 659 borgeres CPR-numre i mere end to måneder i foråret 2011 lå frit tilgængelige på nettet og på søgemaskiner.

Ifølge Fyns Stiftstidende havde Statens Administration, der tager sig af løn og regnskaber for ministerierne, ved en fejl offentliggjort de personlige oplysninger på Økonomistyrelsen og Statens Administrations fælles hjemmeside. Dermed brød de to styrelser persondataloven.