OVERBLIK Hvad er '8chan' for en størrelse - og hvorfor kædes den sammen med skyderiet i El Paso?

Hvem, hvad og hvorfor? Her kan du få svar på, hvad vi ved om den kontroversielle hjemmeside.

Collage med modelfoto fra Colourbox ©

Igen har en gerningsmand

angiveligt
ytret sine dystre idéer i 'de mørkeste afkroge af internettet', inden vedkommende gik ud og tog livet af tilfældige mennesker i USA.

Den 21-årige mand, der er anholdt og sigtet for masseskyderiet i grænsebyen El Paso i Texas, menes også at stå bag et dokument, som er

offentliggjort
på hjemmesiden 8chan, kort forinden skyderiet fandt sted.

I den tekst, der er et slags manifest, står der, at "angrebet er et svar på den latinamerikanske invasion" af Texas, og at forfatteren bag er "helvedes nervøs".

Og ekstreme

meldinger
er faktisk ikke unormale på hjemmesiden 8chan, men hvad går den side egentlig ud på? Få svar på lige netop det og fire andre centrale spørgsmål om sagen her.

Hvad er 8chan?

Hjemmesiden blev skabt tilbage i 2013, og er et diskussionsforum, hvor der stort set ingen regler er. Siden skriver selv, at der er én regel: At det er ulovligt at poste eller linke til noget, der er ulovligt i USA, men ellers er der frit spil. Helt eksplicit står der dog på 8chan's hjemmeside, at børneporno er helt forbudt på siden, og at opslag, der indeholder det, vil blive slettet.

Den oprindelige idé med hjemmesiden var at skabe et rum, hvor

ytringsfriheden
var helt fri, men sidenhen har det udviklet sig til et diskussionsforum, hvor tonen ofte er hård, hadsk og meget højreorienteret.

Siden fungerer på den måde, at man kan oprette sit eget diskussionsforum, hvor det så er muligt for andre brugere at lave indlæg og kommentere på andres indlæg. Det er op til opretteren af forummet selv at sætte regler op for det enkelte forum og styre diskussionen.

Her ses, hvordan 8chan-forsiden ser ud. Herfra er det muligt at klikke ind i forskellige kategorier og finde forskellige tråde med diskussioner. (© (c) DR)

Man behøver ikke oprette en bruger på siden, og derfor er det muligt at

færdes
og poste opslag
anonymt
på siden.

Siden har stort set ingen moderatorer tilknyttet, og det er måske derfor siden beskriver sig selv som værende 'de mørkeste afkroge af internettet'. Derfor er det også langt fra sjældent, at siden har opslag af både racistisk, nynazistisk eller voldelig karakter.

Der er ved 8chan selv skriver om deres eneste regel på deres hjemmeside. (© (c) DR)

Hvem har skabt 8chan?

8chan er en udløber af hjemmesiden 4chan, som blev grundlagt i 2003. De to sider fungerer lidt på samme måde, men frøet til 8chan blev sået efter en form for chikanekampagne kaldet 'Gamergate' på 4chan, som sidens stiftere så efterfølgende forbød.

Helt kort gik det ud på, at der på 4chan blev opildnet til at

chikanere
kvindelige journalister, der skrev om computerspil. Det førte så til, at al diskussion, der omhandlede det, blev lukket ned af 4chan.

Og det ville en gruppe brugere af siden ikke finde sig i, og derfor stiftede de så 8chan, som skulle fungere som et sted, hvor alt i store træk kunne diskuteres.

Det var softwareudvikleren Frederick Brennan, der stiftede siden, som han dog ikke længere er en del af. I et interview med New York Times siger han efter masseskyderiet i El Paso, at siden bør lukkes

permanent
, da den opildner til had.

Den samme melding var softwareudvikleren også ude med, efter et masseskyderi i marts ramte byen Christchurch i New Zealand. Der streamede gerningsmanden skyderiet til flere fora - heriblandt 8chan, da vedkommende gik ind i to moskéer og dræbte 51 personer.

Hvorfor kan det kobles til skyderiet i El Paso?

Gerningsmanden
bag skyderiet i grænsebyen El Paso lagde
angiveligt
et både racistisk og hadefuldt dokument op på 8chan, kort tid inden han skød løs i supermarkedet Walmart og dræbte 22 personer.

Her ses et billede fra mindehøjtideligheden i El Paso efter weekendens masseskyderi. (Foto: MARIO TAMA © Scanpix)

I det dokument nævnes specifikt skyderiet i Christchurch i New Zealand.

Weekendens skyderi i El Paso er det tredje masseskyderi, der finder sted på et halvt år, hvor gerningsmanden har luftet de blodige tanker og idéer på 8chan, inden drabelige angreb har fundet sted.

Hvad bliver der gjort ved hjemmesiden nu?

I disse timer er det ikke

stabilt
at tilgå siden, og det skyldes ikke, at hjemmesiden er lukket ned i kølvandet på El Paso-skyderiet. Det skyldes, at tjenesten Cloudfare har trukket sig fra 8chan.

Virksomheden leverer et form for beskyttende lag til hjemmesider, der sikrer, at sider er let tilgængelige. Det beskyttende lag gør det muligt for 8chan at modstå angreb, hvor siden forsøges at blive lagt ned grundet store mængder af trafik.

Men efter masseskyderiet i El Paso har Cloudfare sat 8chan for døren, har direktøren af Cloudfare, Matthew Prince, skrevet i et blogindlæg, selvom det for ham og firmaet har været en svær beslutning. De blander sig normalt ikke i, hvad de enkelte hjemmesider, der er kunder hos dem, bringer af indhold, lyder det.

- Rationalet er simpelt: De har vist, at de er lovløse, og den lovløshed har ført til flere tragiske

dødsfald
, skriver direktøren i blogindlægget om beslutningen.

8chan bliver derfor den anden hjemmeside, som Cloudfare har trukket sig fra. Den første var den højreekstremistiske side The Daily Stormer, som ifølge direktøren fra Cloudfare alligevel er dukket op på ny.

Andre udbydere af samme slags har også budt sig til og vil tage 8chan under sine vinger. I dag er det en amerikansk

krigsveteran
, der hedder Jim Watkins, der styrer hjemmesiden fra sit hjem i Filippinerne.

Fredrick Brennan er skaberen bag 8chan, men er ikke en del af siden længere. Han har efter flere terrorangreb opfordret sidens ejer til at lukke den ned. (Foto: Ted Aljibe © AFP or licensors)

Hvad siger 8chan selv?

I en video, som 8chans ejer, Jim Watkins, har lagt på Youtube, forsvarer han sit firma.

- 8chan er kun et tomt stykke papir, som man kan skrive på, siger han som kommentar til kritikken om, at 8chan fungerer som yngleplads for radikaliserede.

Jim Watkins siger desuden i videoen, at El Paso-gerningsmanden rent faktisk udgav sit racistiske manifest på mediet Instragram, før det endte på 8chan.

Der er ingen officielle

meldinger
, der bakker op om denne påstand - tværtimod blev
manifestet
postet før skyderiet i indkøbscentret.

Han føler sig samtidig udsat for en hetz fra de etablerede firmaer, som ikke længere vil lægge server til hans hjemmeside og tilføjer:

- Vores er en af de sidste uafhængige virksomheder, der tilbyder et sted, hvor du kan nedskrive dine tanker uden at skulle bekymre dig om, hvorvidt de er

stødende
for en eller anden gruppe, siger Jim Watkins.

Kilder: New York Times, Time Magazine, The Verge, Vox, 8chan.

Den seneste uges masseskyderier i USA

  • Lørdag morgen åbnede en 21-årig mand ild i supermarkedet Walmart i den texanske grænseby El Paso. Dødstallet efter angrebet er tirsdag oppe på 22, mens flere er alvorligt såret. Politiet efterforsker det som en hadforbrydelse.

  • Få timer senere skød og dræbte en 24-årig mand iført skudsikker vest og maske ni personer i det centrale Dayton i delstaten Ohio. På under et minut fik politiet dog skudt og dræbt gerningsmanden, hvis ofre blandt andre talte hans egen søster.

  • I forrige weekend brød en bare 19-årig mand ind ved en madfestival og nåede at skyde tre personer, inden han døde af et skudsår, han påførte sig selv. Blandt de dræbte var en seksårig og en trettenårig.

  • Gun Violence Archive har i år registreret 252 masseskyderier, hvor der er tale om mindst fire skudt eller dræbt i en enkeltstående hændelse.