Vi tager 2,4 milliarder kroner fra kommunernes pengekasser og bestemmer selv, hvad pengene skal bruges til.
Det fik regeringen trumfet igennem i sommeren 2015, da den sammen med Kommunernes Landsforening (KL) indgik en aftale om kommunernes økonomi for 2016.
Regeringens begrundelse for at beholde pengene i statsligt regi er, at politikerne på Christiansborg selv skal have mulighed for at fordele milliarderne til kernevelfærd, herunder til ældre, sundhed og tryghed, som det hedder i aftalen indgået 3. juli 2015.
Manøvren - kaldet omprioriteringsbidraget - går mere præcist ud på, at kommunerne skal skære én procent af de kommunale budgetter i årene 2016 til 2019, så regeringen selv kan prioritere pengene. Altså 2,4 milliarder kroner i 2016.
Kommunernes beregninger viser, at kommunernes såkaldte serviceramme sænkes med 2,4 milliarder kroner i 2017, med 4,7 milliarder kroner i 2018 og over syv milliarder kroner i 2019.
Kommunernes Landsforening og regeringen har aftalt, at 1,9 af de 2,4 milliarder kroner i år skal tilbageføres til kommunerne.
Kritikere - heriblandt kommunerne selv - frygter, at det vil komme til at gå ud over den nære velfærd som for eksempel ældre og handicappede, at prioriteringen af pengene skal ske på Christiansborg.
Torsdag den 10. marts meldte en samlet rød blok ud, at omprioriteringsbidraget bliver rullet tilbage, hvis den kommer til magten.
Kilde: Finansministeriet, Ritzau